Fortsæt til indhold

Marianne vandt Randers Dysten: Stiv ryg og skarp tunge hjalp til

Hun ramte alle 12 rigtige i Randers Dysten. Hvad er hemmeligheden? Læs det kloge, det sjove og det fornuftige svar på dét spørgsmål.

Samfund

65-årige Marianne Abild Fyrst Jensen var den rette vinder af Randers Dysten 2024. Over et helt år gættede hun korrekt på samtlige spørgsmål, og spørger du hende direkte, så er der tre svar. Det humoristiske, det begavede og det fornuftige.

Her får du dem i den rækkefølge.

Hvorfor fik du samtlige spørgsmål rigtigt i Randers Dysten?

»Fordi jeg er den klogeste her i Randers,« lyder det med et stort grin og en kæmpe stænk selvironi fra Marianne Abild Fyrst Jensen, der bor i et rækkehus i Dronningborg.

»Jeg følger godt med i nyhederne, og jeg er inde på Din Avis Randers’ hjemmeside for at læse, hvad der står der hver dag. Jeg kan godt lide at følge med i, hvad der sker i Randers,« lyder det fra seniorpensionisten, der måtte stoppe helt på arbejdsmarkedet for et par år siden, fordi hendes ryg var slidt op efter 38 år i ældreplejen. De sidste mange år arbejdede hun i flexjob.

Sådan ser en vinders svar ud. Marianne Abild Fyrst Jensen gættede alle rigtige i Randers Dysten 2024.

Politiker-forpurring

Og nu kommer det fornuftige svar. Hun kan skille skæg fra snot.

»Jeg tror også en del af det var intuition. Jeg vidste godt, at Randers FC ikke nåede at blive solgt. Og den der daginstitution, den blev ikke placeret til tiden. Jeg svarede stort set nej til alle de spørgsmål, hvor kommunen og politikerne var involveret, fordi så var jeg godt klar over, at det ville blive forpurret. Især byrådspolitikerne kæmper jo for mere for deres pladser i stedet for at styre Randers,« lyder det lidt harskt fra Marianne Abild Fyrst Jensen, der oprindeligt er fra Aarhus.

Men hun har boet i Randers Kommune i over 34 år. Først 20 år i Askildrup og de seneste 14 år i rækkehuset i Dronningborg.

Tænk hvis...

Og det sidste spørgsmål med motorvejen og om de tre spor kommer til Randers, der lyder det med realisme i stemmen.

»Politikerne vi har på Christiansborg, de får ikke skaffet pengene hjem til den slags infrastruktur. De får ikke taget sig sammen. Generelt sker tingene hurtigere i København og Aarhus end i Randers, det er desværre sådan, det er. Tænk, hvis Randersbro lå i København, så skulle du se, hvor hurtigt kommunen og staten havde skaffet midler til en løsning.«

»Tænk, hvis Randersbro lå i København, så ville du se, hvor hurtigt både kommunen og staten havde sikret midler til en løsning,« lyder det fra Marianne Abild Fyrst Jensen, der ikke troede på, at beslutningen om at bygge tre spor på motorvejen ville blive truffet i 2024. Foto: Kian Johansen

Nas i ryggen

Og selv om hun har god tid til at følge med i de daglige nyheder fra Randers, så har hun haft nok at se til.

For hun har i lang tid trænet sig op til at få en rygoperation. Den nederste del af ryggen skulle gøres stiv igen. En diskusprolaps havde sat sine spor. Operationen er veloverstået, og hun er på benene igen, takket være flittig fitness, varmtvandsgymnastik og øvelser.

»Men du kan også tro, at hver øvelse gjorde nas.«

Hun slap fra hospitalet med ordene fra fysioterapeuten. »Det er imponerende hurtigt. Du kan takke din træningsflid for det.«

»Men det var jo nødvendigt. Jeg sover jo på førstesalen i vores rækkehus, så jeg skulle jo være klar til at gå op ad trapper,« lyder det snusfornuftigt fra Marianne Abild Fyrst Jensen.

Dirke rygsøjlen op

Førhen har enkelte nok skelet lidt underligt til hende i butikkerne i Dronningborg, lyder det med et stille smil.

Hun håber især, at kunderne i Rema 1000 tilgiver hende. For det må have virket lidt specielt at møde hende mellem hylderækkerne med sukker og kanel.

»Det var ikke godt med min ryg. Når jeg stod stille i mere end et par minutter, så låste min ryg sig fast. Det gjorde så ondt, at jeg måtte skrige højt og finde noget at læne mig til, indtil jeg kunne lirke mine rygsøjle fri igen,« fortæller hun om et kapitel , hun ikke ønsker gentaget igen.

Så hermed er budskabet sendt videre til kunderne i Rema 1000.

Du skal ikke dømme bogen på omslaget, det kunne jo være noget med ryggen.