Fortsæt til indhold

Flere master i kommunen: »Nu skruer vi op for 5G«

Teleselskabet 3 skruer nu op for 5G-signalet i Skanderborg med to nye mastepositioner i kommunen.

Samfund
bo

Teleselskabet 3 skruer nu op for 5G-signalet i Skanderborg kommune. Med to nye mastepositioner i kommunen får flere af 3’s kunder nu adgang til hurtigt internet og hurtigere up- og downloadhastigheder både til mobilen og til det mobile bredbånd. Det oplyser teleselskabet i en pressemeddelelse.

Teleselskabet er i øjeblikket i gang med at udrulle det topmoderne og lynhurtige 5G-netværk i hele landet. Nu er turen kommet til Skanderborg og Ry, hvor lokale erhvervsdrivende og husholdninger kan koble sig på 3’s netværk med både mobilen og via internettet med et internetabonnement fra teleselskabet.

»Vi arbejder intenst med at sætte 5G-udstyr op i alle vores eksisterende mastepositioner, hvor vi nu skruer op for 5G-netværket. Det gør ikke alene, at 3’s kunder i området får hurtigere internet på mobilen og derhjemme. Det har også betydning for det lokale erhvervsliv og deres muligheder for at bruge 5G-baseret teknologi i deres forretning,« siger netværkschef hos 3, Kim Christensen.

Teleselskabet 3 er i øjeblikket i gang med at opføre over 900 nye mastepositioner i hele landet for at gøre netværket endnu stærkere og sikre endnu bedre forbindelser for 3’s kunder i fremtiden.