De første og sidste 100 dage fejres på skole: »Vi er gode til at lege sammen - også med de større klasser«
Flere skoler markerer de yngste elevers første 100 skoledage. På Bjerregrav Skole gør de lidt ekstra ud af fejringen.
Med 100 dage bag sig og 100 dage foran sig tog eleverne på Bjerregrav Skole i sidste uge en pause for at fejre alt det, de har opnået, og alt det, de har i vente.
Dagen startede med, at hver klasse så tilbage på de første 100 dage og talte om, hvad de havde lært, og hvad de så frem til. Derefter samledes hele skolen i Bjerregrav Hallen til taler, fællesskabende aktiviteter på tværs af årgangene, musikalske indslag fra både voksne og elever samt fælles morgenmad.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
I løbet af festen optrådte 0. klasse med en sang om, hvor meget de har lært på 100 dage - blandt andet alfabetet og tal. Dagen blev også brugt til refleksion blandt skolens øvrige elever.
»I år har vi fået nye fag, og vi lærer meget. Det kan godt være, at man på 100 dage ikke selv lægger mærke til det, men man bliver bedre til tingene. Der er for eksempel noget, jeg troede, jeg var god til, men nu kan jeg se, at jeg faktisk er blevet bedre til det,« siger Aske Holmstrup fra 3.a i pressemeddelelsen og fremhæver fagene historie og håndværk og design.
»En megadejlig skole«
Det er ikke kun nye fag, som Aske Holmstrup og resten af 3. årgang har fået i dette skoleår. De er også blevet rollemodeller for 0. til 2. årgang.
Eleverne bliver i starten af året introduceret til, hvad det vil sige at være gode rollemodeller. Det indebærer blandt andet en ”makkerordning” mellem 0. og 3. årgang og at være frikvartershjælpere for de mindre elever.
Det tætte samarbejde giver ikke kun de yngste elever tryghed. 3. årgangs elever får også mulighed for at vokse med opgaven og mærke et godt fællesskab - både i egen klasse og på tværs af årgangene.
»Det er en megadejlig skole med gode lærere og gode venner,« siger Ella Absalonsen fra 3.a og fortsætter:
»Jeg glæder mig til at starte i 4. klasse. Det bliver noget nyt, for lige nu er vi de ældste i indskolingen, og så bliver vi de mindste igen, når vi kommer på mellemtrinnet. Men vi er gode til at lege sammen - også med de større klasser.«
En sang til eleverne
Det er Joachim Jensen, der er pædagog på Bjerregrav Skole, som har været drivkraften bag festen for alle skolens elever. Mens mange skoler markerer de yngste elevers første 100 dage, er det på Bjerregrav Skole vigtigt også at fejre fællesskabet.
Da Bjerregrav Skole kun går til og med 6. klasse, og eleverne på den årgang derfor kun har 100 dage tilbage på skolen, var det et naturligt valg at gøre det til en fest for alle skolens elever. Med alle årgange repræsenteret var der i programmet indlagt en aktivitet, hvor eleverne kunne lære hinanden at kende på nye måder.
»Vi er en lille skole med få børn i klasserne, og der kan det måske være svært at finde den eneste ene. Med aktiviteten forsøger vi at åbne elevernes øjne, så de opdager nye fællestræk ved hinanden og måske finder kammerater på tværs af årgangene,« siger Joachim Jensen.
Dagen bød også på en tale fra to elever fra 6. klasse og en sang dedikeret til eleverne, der blev fremført af skolens voksne. Det var der en særlig tanke bag.
»Når vi beder børnene om at stille sig frem og præstere, bliver vi også nødt til at vise, at vi tør. På den måde lærer eleverne, at det ikke er farligt. Vi synger ikke særligt godt, men vi gør det alligevel. Nu må vi se, om sangen skal på Spotify,« siger pædagogen med et smil.
Dagen sluttede i skolens aula, hvor elever og lærere samledes til en fælles afrunding af dagen og for sammen at se frem mod resten af skoleåret. Festen satte et stærkt punktum for dagen, mens der blev taget hul på skoleårets sidste 100 dage.