Fortsæt til indhold

Varme hjerter: 16.000 par sokker og en ambulance til Ukraine

16.000 par sokker, tæpper, vintersko, vintertøj og en ambulance sendt afsted. Det er da flot arbejde af en lang række Syddjurs borgere.

Samfund

Et ambitiøst mål om at indsamle 44.078 par varme sokker til Ukraine, svarende til antallet af indbyggere i kommunen blev ikke nået.

Men et slutfacit på på over 16.000 par sokker, samt en betydelig mængde andre nødvendigheder som tæpper, vintersko, støvler og vintertøj, batter bestemt også af noget.

I alt blev der forleden læsset halvanden lastbil med donationer, som blev sendt til Ukraine.

Derudover blev en ambulance doneret af Region Syddanmark og kørt til Ukraine i december 2024.

»Mange firmaer, enkeltpersoner, grupper og foreninger har ydet en stor indsats for at gøre denne indsamling til en succes. Firmaer har doneret partier af varer som tæpper, sko, støvler, vintertøj og hospitalsudstyr, mens mange har været kreative og ihærdige med strikketøjet,« fortæller Erling Mikkelsen, Rønde, som sammen med andre frivillige og familien Larsen og deres organisation, ’Together For You’ på Aarhusvej 6 i Rønde, har koordineret indsamlingen.

Indsamlingsholdet bestående af Vagn Udengaard, Ole H. Madsen og tovholder Erling Mikkelsen - Erik Thomsen mangler håber at kunne lave en lignende indsamling igen i fremtiden. Pressefoto

42 indsamlingssteder

Mange lokale har afleveret deres donationer hos ’Together For You’ på hjemadressen.

Her kan der stadig løbende afleveres ting og genstande.

I indsamlingsperioden var der 42 indsamlingssteder i Syddjurs Kommune, hvor frivillige besøgte stederne flere gange for at hente de indleverede donationer.

»Stor tak til alle bidragydere og de 42 indsamlingssteder, der har stillet sig til rådighed,« lyder det fra Erling Mikkelsen.

Næsten to fyldte lastbiler blev læsset og kørt til Ukraine sammen med en ambulance. Pressefoto

Alvorlig situation

Siden afslutningen af strømpe- og tæppeindsamlingen har ’Together For You’ været i Ukraine med to lastbiler og en ambulance.

Situationen i Ukraine er alvorlig, med ødelagt infrastruktur og mange familier, der har mistet deres hjem og familiemedlemmer.

Johanne Larsen fra ’Together For You’ fortæller, at de senest mødte mange mennesker i og omkring byen Kherson i det sydlige Ukraine ved Dneprs udløb i Sortehavet, som virkelig har brug for al den hjælp, de kan få.

Byen blev i juni 2023 ramt af store oversvømmelser som følge af, at den store Nova Kakhovka-dæmning blev sprængt i luften.

Ikke slut endnu

»Vi håber, at vores bidrag kan give varme og håb til de mange berørte familier i Ukraine. Jeg er dybt taknemmelig for den store opbakning, vi har fået fra hele Syddjurs Kommune,« siger Erling Mikkelsen.

«Vi har allerede planer om at lave en lignende indsamling igen, fordi behovet i Ukraine stadig er enormt.«

De mange ting og sager fra Syddjurs borgere, firmaer mv. blev pakket godt og solidt før afsendelsen. Pressefoto