Har fået 1,1 million kroner til at skabe så meningsfyldt liv som muligt for ældre
Ældre borgeres livshistorier skal i højere grad bruges af plejepersonale til at skabe et godt liv for den ældre. Det er udgangspunktet for nyt projekt.
Favrskov Kommune har modtaget 1,14 millioner kroner til et projekt, der kører fra nu og frem til 31. december 2027. Pengene vil primært gå til plejecentrene Anlægget i Ulstrup og Møllegården i Hadsten.
Pengene kommer fra Social- og Boligstyrelsens ’ansøgningspulje til plejehjem med livsglæde.’
Pengene skal bruges på »at udvikle modeller for systematisk brug af plejehjemsbeboernes livshistorier og ønsker som afsæt for nærværende, helhedsorienteret pleje og aktiviteter,« lyder det fra Favrskov Kommune.
Og hvad betyder det så egentlig?
»Vi skal have indblik i de ældre borgeres livshistorier og bruge deres historier til at skabe et så meningsfyldt liv som muligt for dem. Hvad er det, som har givet den enkelte borgers liv mening, og hvordan kan vi bruge den historie i det liv, vi nu skaber for ham eller hende? Vi kan bruge den viden, i måden vi møder borgeren i hverdagen og i de samtaler, vi har, når vi omgås i det daglige. Vi kan også bruge livshistorierne til at skabe aktiviteter, som giver de ældre glæde og genopfrisker gode minder,« siger Jeanette Rokbøl, der er ældrechef i Favrskov Kommune.
Projektet skal finde måder systematisk at integrere livshistorierne i hverdagen på plejecentrene – ikke bare på de pågældende to steder, men på alle kommunens plejecentre på sigt.
»I de 1,14 millioner kroner indgår kompetenceudvikling af medarbejderne i, hvordan man har ’den gode samtale’, hvor man får frembragt den ældre borgers livshistorier, og i hvordan vi så kobler fortællingen op på nogle aktiviteter,« forklarer Jeanette Rokbøl.
I projektet skal Anlægget og Møllegården også finde modeller for, hvordan samarbejdet mellem lokalmiljøet og plejecentrene kan styrkes.
Kort sagt: Hvordan lokalområdet kan trækkes ind på plejecentret og omvendt; Hvordan plejehjemsbeboerne kan komme ud i lokalmiljøet.