Fortsæt til indhold

Regionen vender på en tallerken: Skæv beslutning om sygetransport rulles nu tilbage

Der er glæde hos Djurslands medlem i regionsrådet over, at man også fremover kan få tilskud til privat sygetransport.

Samfund

Der sker alligevel ikke ændringer i mulighederne for kørselsgodtgørelse til patienterne i Region Midtjyllands budget for 2025. Det er forligspartierne netop blevet enige om, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at patienter, som af helbredsmæssige årsager ikke kan tage offentlig transport og opfylder lovgivningens kriterier, fortsat har flere muligheder. De kan enten blive kørt gratis til hospitalet eller køre i egen bil med tilskud efter statens lave kilometertakst.

Udgifterne til siddende patienttransport er steget markant de seneste år. Vurderingen er, at ubalancen i 2025 udgør 35 millioner kroner..

Derfor blev der i budgetaftalen for 2025 afsat ekstra midler til området.
Samtidig blev muligheden for kørselsgodtgørelse til patienter efter statens lave kilometertakst fjernet. Det er den del, som nu er droppet.

»Vi har lyttet til bekymringerne, og jeg er glad for, at vi i forligskredsen har fundet en løsning, der sikrer, at vi kan lade besparelsen udgå af budgettet for 2025,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Rammer skævt på Djursland

Djurslands lokale medlem af regionsrådet Else Søjmark (S) er en af dem, der har modtaget henvendelser fra bekymrede borgere, efter muligheden for kørselsgodtgørelse forsvandt.

I samarbejde med flere af sine kollegaer i regionsrådet har hun derfor presset på for at finde en løsning på en ifølge Else Søjmark »uhensigtsmæssig ændring, som rammer skævt blandt borgerne.«

»Det rammer skævt når der er langt til hospitalerne. Også mange ældre og syge borgere, der ofte skal på hospitalet til undersøgelse eller behandling. Ved alvorlig sygdom er det ofte oveni sygdommen en ekstra belastning at skulle klare offentlig transport eller køre en lang tur med en sygetransport. Og for mange betyder det meget, at man har muligheden for at kunne vælge at køre eller blive kørt og få et tilskud. Ikke mindst når man med jævne mellemrum er på hospitalet,« siger Else Søjmark.

»Udsigten til den længere transporttid og uden mulighed for at medbringe ledsager, kan desværre også betyde at nogen må melde fra til behandlinger. Det har jeg været bekymret for. Ændringerne er nu rullet tilbage, og det glæder mig så meget på borgernes vegne,« uddyber hun.

Afventer udvikling

Aftalen om at fastholde kørselsgodtgørelsen er samtidig truffet på baggrund af en ny udvikling.

»Som en del af sundhedsreformen, ved vi nu, at der skal laves et nationalt eftersyn af reglerne for befordring. Derfor giver det god mening, at vi afventer eftersynet. Udgifterne til kørsel er dog stigende. Derfor er der stadig behov for at fokusere på at optimere driften og evt. justere servicemålene for den siddende patienttransport,« siger Anders Kühnau.

Aftalen om budgettet for 2025 er vedtaget af et samlet regionsråd, og midlerne til at fastholde de hidtidige regler bliver finansieret via en pulje afsat i forbindelse med budget 2024.