Fortsæt til indhold

Derfor går det galt: Bruger toilettet helt forkert

En del af os bruger toilettet som skraldespand. Det kan få konsekvenser.

Samfund
jro

Efter et besøg på toilettet bør det kun være følgende, der skylles ud: toiletpapir, urin eller afføring.

Tilsyneladende er det dog ikke de eneste ting, der ryger i toilettet.

Mange danskeres toiletbesøg ender nemlig med, at der ryger ting i toilettet, der faktisk hører til i skraldespanden, viser en ny undersøgelse, der viser, at hver femte dansker har smidt noget i toilettet, der ikke burde være røget i.

Og det er en dyr tendens, at smide ting i toilettet, der burde have været i skraldespanden, fortæller skadesdirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen.

»Toilettet er ikke en skraldespand, og i værste tilfælde kan ting i toilettet sætte sig fast og forårsage driftstop i dit afløb. Alene en enkelt vatpind kan skabe problemer i kloakken for mange tusinde kroner, fordi den kan sætte sig fast i de pumper, der skal føre spildevandet videre til renseanlægget. Det koster både tid og penge på renseanlægget, og for dig som forbruger,« fortæller hun.

Fælles ansvar

Undersøgelsen viser, at det er et bredt udvalg fra hylden, der ryger i kummen - blandt dem vatpinde, tamponer, vatrondeller, vådservietter og engangskarklude.

Det kan også være, at du på den måde smider penge i toilettet - og ender med en træls regning. Det er dog ikke kun din egen pengepung, der kan blive ramt. Det kan naturen også.

»Når vi smider andet end toiletpapir i toilettet, belaster vi vores fælles miljø. Pumper og renseriste bliver dårligere, og kemikalier risikerer at ryge videre ud i havet, hvor det skader fisk, planter og badestrande. Derfor har vi et fælles ansvar for ikke at smide ting i toilettet, der burde have været i skraldespanden,« afslutter Lene Rasmussen.