Fortsæt til indhold

Millionprojektet på herregården skal lære fremtidens håndværkere om fortidens byggeri

I samarbejde med erhvervsskoler er Gammel Estrup med til at starte helt nyt uddannelsesforløb, der skal være med til at tiltrække nye brugere på museerne.

Samfund

I december sidste år afsluttede Gammel Estrup sit hidtil største restaureringsprojekt, da det gamle tag på herregården blev udskiftet.

Undervejs i det omfattende projekt havde Gammel Estrup flere gange besøg af elever fra blandt andet tømreruddannelsen på Tradium i Randers, som fik et unikt indblik i det historiske håndværk, der bærer taget, og det munder nu ud i et helt nyt uddannelsesforløb målrettet erhvervsuddannelserne.

Sammen med De Kulturhistoriske Museer i Holstebro har Gammel Estrup modtaget en bevilling på 640.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen.

De skal bruges på at udvikle særlige forløb for elever på håndværksuddannelser.
I samarbejde med erhvervsskolerne i henholdsvis Randers og Holstebro gennemføres der en række museumsforløb på Gammel Estrup og Hjerl Hede med fokus på gamle håndværksteknikker og bevaring af historiske bygninger.

Projektet har fået titlen ”Håndens historiske værk – erhvervsskoler på museum”.

Formålet er at engagere de unge i arbejdet med historisk håndværk, allerede mens de er under uddannelse, fortæller museumsdirektør på Gammel Estrup Kasper Steenfeldt Tipsmark

»Vi vil gerne vise de unge mennesker, hvordan man har bygget førhen, og hvordan man istandsætter og bevarer historiske bygninger. Dels så vi sikrer, at der i fremtiden er folk, der mestrer de gamle teknikker og forstår fortidens byggeri. Og dels fordi vi er overbeviste om, at det personlige kendskab til museer og samskabelse omkring konkrete projekter, kan være med til at knytte den her gruppe – som vi ved er underrepræsenterede på museerne – tættere til os i fremtiden,« siger museumsdirektøren.

Resultaterne af forløbene skal munde ud i modeller og metoder, der kan benyttes på alle landets museer i arbejdet med unge, der tager en håndværksmæssig uddannelse.

Nye museumsbrugere

I Danmark er der lige nu et rekordhøjt antal museumsbrugere og borgere, som aktivt opsøger kulturtilbud.
Slots- og Kulturstyrelsens undersøgelse af museernes ikke-brugere fra 2024 viser dog, at der samtidig er betydelige samfundsgrupper, som sjældent eller slet ikke bruger museerne.

»Med hele 35 procent er personer med en erhvervsuddannelse som højeste uddannelsesniveau den allerstørste gruppe af såkaldte ikke-brugerepå de danske museer. Vi har igennem en årrække arbejdet med at få den gruppe af mennesker ind på museet, og vi er derfor meget glade for det her projekt sammen med Gammel Estrup. Her får vi mulighed for at udvikle forløb og metoder til at inddrage de unge, allerede mens de er under uddannelse og på den måde sikre flere museumsbesøg i fremtiden fra netop denne målgruppe,« siger Kasper Rathjen, der er udviklings- og afdelingschef på Hjerl Hede.

Projektgruppen bag ”Håndens historiske værk – erhvervsskoler på museum” mødtes i januar for at starte projektet, der skal løbe i hele 2025 og munde ud i et best practice katalog, som kan bruges på museer over hele landet. Fra venstre mod højre: Christian Østergaard, konservatortekniker Hjerl Hede, Jørgen Simmelsgaard, snedker Hjerl Hede, Kasper Steenfeldt Tipsmark, museumsdirektør Gammel Estrup, Anders Sinding, museumsinspektør Gammel Estrup, og Kasper Rathjen, udviklings- og afdelingschef Hjerl Hede. Foto: Hjerl Hede

”Håndens historiske værk – erhvervsskoler på museum”gennemføres af De Kulturhistoriske Museer i Holstebro og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum i samarbejde med Tradium Randers og Uddannelsescenter Holstebro.

Projektet gennemføres med midler fra Slots- og Kulturstyrelsens Pulje til styrkelse af museernes relevans og understøttes af Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer