Fortsæt til indhold

Stor bøde til fitness-kæde: Har vildledt kunderne

Forbrugerombudsmanden har behandlet flere sager mod kæden.

Samfund
jro

Fitnesskæden Arca Aps er idømt en bøde på 600.000 kroner for vildledende markedsføring.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden har behandlet to sager mod fitnesskæden Arca ApS, der driver 18 træningscentre i Danmark - heraf tre i Aarhus.

Den ene er en straffesag, der drejer sig om vildledning i forbindelse med Arca ApS’ markedsføring af tilbud om træning i kædens centre, hvor forbrugerne ikke tydeligt var blevet oplyst om, at de ved at benytte tilbuddet også blev tilmeldt et løbende betalingsmedlemskab.

Den anden sag drejer sig om urimelige medlemsvilkår og en uautoriseret opkrævning af et energitillæg på forbrugernes konti.

Forbrugerombudsmanden har sendt sin vurdering af sagen til Arca ApS og foretager sig på det foreliggende grundlag ikke yderligere i sagen.

Straffesag om markedsføring af tilbudsmedlemskaber

Fitnesskæden Arca ApS har på sin hjemmeside, i mails og på Facebook og Instagram markedsført tilbud om træning i to måneder gratis, eller til en kraftigt nedsat pris, uden tydeligt at gøre opmærksom på, at forbrugerne ved at benytte sig af tilbuddet også blev tilmeldt et løbende betalingsmedlemskab.

Forbrugere skulle som minimum betale fuld pris for én måned, inden de kunne melde sig ud.

Forbrugerombudsmanden blev på baggrund af en række klager opmærksom på Arca ApS’ markedsføring og valgte i november 2020 at indgive politianmeldelse i sagen.

Københavns Byret har nu idømt Arca ApS en bøde på 600.000 kroner for vildledende markedsføring af tilbuddene, skriver forbrugerombudsmanden.

»Forbrugere, der benytter sig af et tilbud, hvor der også er tilknyttet et betalingsmedlemskab, skal gøres meget klart og tydeligt opmærksom på det. Hvis oplysningerne om betalingsmedlemskabet ikke gives i forbindelse med tilbuddet og under hele købsforløbet på hjemmesiden, så er der tale om vildledende markedsføring, og det er Arca ApS nu blevet straffet for,« siger Forbrugerombudsmand Torben Jensen. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Arca ApS har anket dommen til landsretten.

Sagen om urimelige vilkår

I en anden sag vedrørende Arca ApS vurderer Forbrugerombudsmanden, at virksomheden har overtrådt aftaleloven og handlet i strid med hæderlig forretningsskik ved at ændre i forbrugernes aftaler uden deres accept.

Arca ApS hævede priserne på allerede indgåede aftaler om medlemskaber og foretog en engangsopkrævning på 60 kroner i form af et energitillæg.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at prisændringerne er ugyldige.

»Forbrugerne er derfor ikke bundet af ændringerne, og hvis de er blevet opkrævet et højere beløb på deres eksisterende aftale, har de som udgangspunkt krav på tilbagebetaling af beløbet,« står der i pressemeddelelsen.

Forbrugerombudsmanden vurderer desuden, at flere af Arca ApS’ vilkår i medlemsbetingelserne er urimelige, da de skaber en betydelig skævhed til virksomhedens fordel. Vilkårene er derfor ugyldige og kan ikke gøres gældende af Arca.

To ugers varsel

Det gælder blandt andet vilkåret om, at Arca ApS kan ændre sine medlemsbetingelser med et varsel på to uger, idet vilkåret ikke specificerer, hvilke begivenheder, der giver Arca adgang til at ændre aftalen.

Efter sin ordlyd giver vilkåret således virksomheden en ubegrænset og vilkårlig adgang til ændringer.

Det gælder også et vilkår, som begrænser forbrugernes mulighed for at opsige deres medlemskab.

Ifølge medlemsbetingelserne er forbrugerens opsigelse således først gyldig, når forbrugeren har modtaget en kvittering fra Arca ApS.

Desuden stiller Arca ApS krav til opsigelsens form, da medlemskaber kun kan opsiges på virksomhedens hjemmeside ved at udfylde en formular.

Her skal forbrugeren blandt andet tage stilling til, om medlemskabet kun skal sættes i bero, og om forbrugeren vil anbefale Arca ApS til venner og familie.

»Hvis en virksomhed vil hæve prisen på et medlemskab, skal den have et gyldigt vilkår om det i aftalen. Det betyder, at forbrugere, når de køber et medlemskab, skal kende prisen ved aftalens indgåelse og skal have mulighed for at forudse, hvordan og hvornår prisen vil kunne ændre sig. Forbrugerne skal desuden varsles i rimelig tid om en eventuel prisændring, og de skal have mulighed for at opsige abonnementet, inden de nye priser træder i kraft,« siger Forbrugerombudsmand Torben Jensen