Torben er efter 57 år som kunde forarget over Falck: »Jeg forventer uddannet personale, når jeg bestiller en kørsel«

Torben Larsen har levet et hårdt liv.

Som ejer af to værtshuse på Mols har han fået sin del af både smøger og alkohol.

»Det ville jeg gerne have gjort om, hvis jeg vidste, hvordan det ville blive her på mine gamle dage. Det var sgu dumt, for det er fandeme ikke sjovt ikke at kunne noget,« siger han bramfrit og direkte, mens han sidder ved sit spisebord i hjemmet i Ebeltoft.

Der er lige akkurat plads til et par kaffekopper mellem bunker af aviser, ugeblade og kasser fyldt med store mængder medicin.

»Det er ikke, fordi man skal have ondt af mig. Jeg har oplevet meget i mit liv. Arbejdet flittigt, klaret mig godt og rejst hele Europa rundt, så det er fint nok.«

En hjemmehjælper banker på døren og kommer ind. Han skal tjekke noget medicin.

Den hårde livsstil har nemlig sat sig i den nu 80 år gamle krop, blandt andet som KOL.

Det betyder også, at at han har brug for transport til og fra behandling.

Han har været kunde hos Falck i 57 år.

Både med bil-, hus- og dyreforsikring.

Nu er det kun sygetransport, han har tilbage, men hans oplevelse er, at Falcks produkter og kundeservice de seneste år er blevet ringere og ringere.

»Først skar de ned på turene uden at skære ned på prisen. Så fortalte de mig ikke, at jeg havde brugt alle mine ture, så jeg endte med at skulle betale mere, end det ville have kostet mig at køre med taxa. Jeg prøvede at ringe til dem, men det er jo ikke til at komme igennem og slet ikke at få et svar. Da det endelig lykkedes, fortalte de mig bare, at jeg selv skal holde øje med, hvor mange ture jeg har tilbage. Jamen helt ærligt? Det er bondefangeri,« siger han.

En tur hjem fra Regionshospitalet i Randers for nylig blev dog dråben, der fik bægeret til at flyde over.

»Jeg er ikke en brokrøv, men når man bestiller en kørsel med Falck, så forventer jeg, at det er uddannet personale, der kommer,« siger han med fast stemme.

»Det er vel ikke for meget at forlange?«

Flex-taxa

Den 13. januar sad han ved samme spisebord med nogle venner, da han pludselig fik det dårligt.

»Så tog jeg lige mit blodtryk, og det var over the roof,« forklarer han, mens han peger på apparatet, der ligger lige ved hånden.

Der blev ringet 112, og i ambulancen viste de første undersøgelser, at vognen skulle omdirigeres fra retningen mod Randers til Skejby.

En scanning viste, at Torben Larsen havde flere blodpropper, nogle af dem sandsynligvis gamle.

Han havde det efter omstændighederne fint og blev overført til Randers, som skulle sørge for, at han blev sendt hjem med den hjælp, der var nødvendig.

Det blev han dagen efter, den 14. februar.

»Sygeplejersken kommer ind og siger, at nu er der styr på medicin og hjemmebesøg og alt det der, så hun har bestilt en Falck-kørsel til mig og fået dem til at bekræfte, at de vil hjælpe mig ind og ud ad bilen. Ligesom de plejer,« fortæller han.

»De plejer at være nogle guttermænd, de der Falck-folk. De hjælper mig altid helt hen til hoveddøren og mange gange helt ind i stuen til min stol.«

Denne dag viser det sig dog, at Falck har sendt en flex-taxa til at køre Torben Larsen. Det er Falck i forhold til abonnementsbetingelserne i sin gode ret til.

»Men ham her anede ikke, hvad han lavede. Han bankede ind i siden af elevatoren tre gange med kørestolen, før han sagde, at den ikke kunne være der.«

Pjat, svarede Torben Larsen.

»Jeg var jo kommet op i samme elevator i en stol magen til dagen før. Det var bare fodstøtterne, der skulle skulle slås op. Hvorfor vidste han ikke det? Fordi han jo bare var taxachauffør, der var kommet ud på dybt vand. Allerede der blev jeg lidt småsur.«

Da de kommer ned til bilen, får Torben Larsen rejst sig op i stolen.

»Og vupti, så er han væk. Han har simpelthen trukket kørestolen væk bag ved mig og er på vej ind for at finde den næste passager. Så jeg må selv få møvet mig ind i bilen, som var sådan en stationcar.«

På hjemvejen kan han godt se, hvor det bærer hen, så han sørger for, at der er et par venner, der står klar til at hjælpe ham.

»Chaufføren blev bare siddende på sin røv. Han steg ikke engang ud af bilen, så jeg måtte selv komme ud, og så hjalp mine venner mig ind i sengen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. En Falck-mand ville have hjulpet mig.«

Han har kørt mange gange med siddende sygetransport og har sådan set været tilfreds, men for ham er den her oplevelse et udtryk for, at Falck bevæger sig længere væk fra kunderne i profittens navn.

»De sparer da sikkert penge ved at sende sådan en vogn, men jeg forventer som sagt, at det er uddannet personale, der kommer og hjælper mig.«

Han argumenterer med, at han er er loyal kunde og betaler et pænt beløb for den her ydelse.

»Men så skal de sgu da også levere. De har travlt nok med at love guld og grønne skove i alle deres glansbilledereklamer, men virkeligheden er vist lidt en anden«

Hans tålmodighed med Falcks kundeservice er lig nul.

»Jeg gider ikke engang sende en klage, for jeg kommer aldrig til at høre noget fra dem. Men jeg vil gerne vide, om det her er normal praksis, for så er ordningen jo nul værd.«

Det spørgsmål har avisen sendt videre til Falck, og her svarer pressechef Alice Klitholm Duch skriftligt følgende:

»Vi er ærgerlige over at høre om Torbens oplevelse, og at hans transport ikke levede op til forventningerne. Falcks egne reddere står for langt størstedelen af vores kørsler, men i perioder med spidsbelastning kan det være nødvendigt at benytte samarbejdspartnere, for at sikre at kunderne bliver afhentet og ankommer rettidigt.«

Hun fortæller, at deres reddere er uddannet til at hjælpe kunderne ud fra deres behov, herunder støtte ved ind- og udstigning samt følge til og fra kundens dør.

»Vores samarbejdspartnere har modtaget samme instrukser, og derfor undrer det os, hvis dette serviceniveau ikke blev efterlevet i Torbens tilfælde. Vi kontrollerer løbende, at vores service- og kvalitetskrav opretholdes, og vi vil på baggrund af Torbens henvendelse følge op på det.«