Fortsæt til indhold

100 års fødselsdag: Mies store dag

Mie Hougaard blev fejret på den runde dag med bobler, kransekage og besøg af viceborgmester.

Samfund

Der var Cava-bobler i glassene, kransekagestykker på fadene og besøg af viceborgmester Benny Hammer på Plejecenter Violskrænten og Grønnegården i Grenaa fredag formiddag. Og selvfølgelig også fødselsdagssang og hurra-råb i kor.

For der var noget at fejre. Intet mindre end en 100 års fødselsdag.

24. januar 1925 blev der født en lille pige i Himmerland. Nogle måneder senere blev hun døbt Marie - men siden er hun stort set altid blevet kaldt Mie.

Hendes forældre drev landbrug og Mie gik i den lokale skole i Himmerland. Hun mødte senere Charly fra Nimtofte, hvis forældre havde slagterforretning - med tilhørende landtur - i Veggerslev. Og ham blev Mie gift med.

Arbejde hos Ehrenreich

Charly havde været selvstændig på Sjælland, men det var i den hæderkronede isenkræmmerbutik Ehrenreich på Torvet i Grenaa, Mie fik sit arbejdsliv. Forinden havde hun selv på Sjælland været indehaver af en butik, som solgte tøj til kvinder. Charly arbejdede som så mange andre i Grenaa dengang på byens store virksomhed, Grenaa Dampvæveri.

Personalet stod klar med bobler og kransekage, da 100 årsdagen skulle fejres. Foto: Søren Andersen

I den butik, der var kendt viden om for at kunne skaffe alt inden for skruer, søm, møtrikker og isenkram, havde Mie ry for at have mindst lige så meget styr på tingene som isenkræmmer Ehrenreich selv. Hun vidste, hvor selv de mest mystiske varenumre kunne findes. I butikken gjorde man ikke forskel på kunderne. Høj og lav, selvstændige og arbejdere fik den samme fine betjening.

»Egentlig kontaktede jeg først Ehrenreich for at høre, om han kunne skaffe os en lejlighed, da vi var flyttet fra Sjælland til Grenaa. Han ejede flere ejendomme i Grenaa, men desværre var der ingen ledige lejligheder på det tidspunkt. Siden mødte jeg ham i en bagerforretning, hvor vi begge skulle hente brød. Han spurgte, om jeg havde fundet arbejde, og jeg svarede, at det havde jeg ikke. Jeg kunne få et job i hans butik, så mandagen efter startede jeg hos Ehrenreich,« husker Mie.

30 år i butikken

Det blev til 30 års arbejde i isenkræmmerbutikken, der lukkede i november 1991, da indehaveren var blevet 87 år. I butikken var der gerne fire til at ekspedere kunderne, som satte pris på den personlige betjening - og nogle af dem var med til frokost på Café Grenaa fredag. Her blev Mie fejret af et selskab på 40. Gamle venner, tidligere kolleger og familie - og selvfølgelig også datteren Rikke, der sammen med børnebørn tog turen fra Ringsted for feste med Mie.

Når I skal bygge plejeboliger, så skal I sørge for, at de skal være moderne
Mie Hougaard

Det er ni år siden, at Mie flyttede fra sin store lejlighed i Fuglevænget til Plejecenter Violskrænten. I afdelingen Grønnegården, som ved åbningen i 2011 var tiltænkt en anden funktion med selvstændige lejligheder og højere brug af fælles faciliteter. Seniorboligerne i Grønnegården i Grenaa lagde op til et levende og socialt fællesskab - med gode fysiske rammer for at leve et selvstændigt og indholdsrigt liv sammen med andre seniorer. De 42 seniorboliger blev opført i tre etager med 14 boliger på hver etage, men det viste sig, at de gode intentioner ikke flugtede med virkeligheden. Seniorlejlighederne var ikke lette at leje ud, så bygningen blev senere indrettet som et plejecenter, som drives sammen med naboen, Violskrænten.

Et råd til viceborgmesteren

Her har Mie været glad for at bo - men hun havde et godt råd til viceborgmester Benny Hammer, der var mødt op for at ønske til lykke og overrække gaven fra Norddjurs Kommune.

»Når I skal bygge plejeboliger, så skal I sørge for, at de skal være moderne,« sagde Mie til lokalpolitikeren.

Da avisen var på besøg, var den traditionelle hilsen til 100-årige fra kong Frederik ikke ankommet. Men mon ikke den ville dukke op senere på dagen.

Som det blev sagt rundt om bordet, hvor beboerne var samlet: »Hvis den kommer med PostNord, er det jo ikke sikkert, hvornår den er her.«

Cava i glasset og kransekage dertil - til lykke med de 100 år til Mie Hougaard. Foto: Søren Andersen

Og selvfølgelig skulle spørgsmålet stilles til Mie: »Hvordan bliver man 100 år?«

»Det ved jeg sørme ikke.«

Men noget har hun gjort. Hun har sørget for at genoptræne efter to hofteopeartioner - og senest var hun ude for et knoglebrud.

»Jeg stod bare stille, og så faldt jeg,« siger hun.

Mie følger godt med i, hvad der rører sig lokalt, og hun ser hver uge frem til at læse denne avis. Først for nylig fik hun en besøgsven gennem Ældre Sagen.