Nu er kvinderne i overtal i kommunens største idrætsforening
Åstrup IF er godt rustet til en fremtid med både udfordringer og muligheder.
Åstrup Idrætsforening går tilsyneladende forrest i kønskampen.
I hvert fald består den nye ni personer store bestyrelse i idrætsforeningen nu af 55 procent kvinder efter årets generalforsamling. Det skriver Åstrup IF i en pressemeddelelse.
På generalforsamlingen, der samlede 70 medlemmer, fortalte formand Jørgen Josefsen om den store medlemsfremgang så foreningen nu har 1700 medlemmer fordelt på ca. 20 aktiviteter og næsten 200 frivillige, trænere, ledere og hjælpere.
Ligeledes blev der berettet om det store arbejde der bliver udført af frivillige både i loppebutikken, cafeteriet, bankospil og i Åstrup På Tværs.
De mange aktiviteter betyder, at der er mangel på plads og foreningen er sammen med Åstrup Fritidscenter i gang med planlægning af en udvidelse af centeret.
En udvidelse der skal give mere plads i fitnesscenteret, mere depotplads og ikke mindst en lille multisal til flere aktiviteter, møder, foredrag m.m.
Formanden sluttede af med at fortælle om de store ændringer man forventer der vil ske i foreningslivet inden for en kort årrække.
En forandring der også vil berøre Åstrup I.F. men som foreningen længe har arbejdet frem imod. ÅIF står godt rustet.
Efter formandens beretning aflagde alle afdelingerne deres beretninger, og efterfølgende blev regnskabet fremlagt af foreningens kasserer Anne G. Slot.
Et regnskab der viste et flot overskud, som der bliver brug for, når der planlægges store udvidelser.
Allerede i denne uge begyndte for eksempel bygningen af den nye padelbane.