480 elever indtager Dokk1, når finalen i DM i Fagene løber af stablen
De kommende dage fyldes Dokk1 i Aarhus med elever fra hele landet, der skal dyste om at blive danmarksmestre i skolens fag. DM i Fagene er for elever i 7., 8. og 9. klasse og består i år af to holddiscipliner og fire individuelle.
Onsdag starter finalen i DM i Fagene, hvor mere end 200 udskolingselever skal dyste i fagene: dansk, matematik, engelsk og naturvidenskab. Torsdag fortsætter festlighederne, når yderligere 260 elever samles for at dyste i den naturvidenskabelige og den tværfaglige holdkonkurrence.
Det skriver Danske Skoleelever i en pressemeddelelse.
Fælles for disciplinerne er, at opgaverne er udarbejdet og formuleret i samarbejde med relevante casevirksomheder – og formanden for Danske Skoleelever, Caroline Helene Hermansen, oplever, at det resonerer hos eleverne at løse virkelighedsnære opgaver:
»For os elever er det helt afgørende at modtage virkelighedsnær undervisning. Det er her, undervisningen for alvor giver meningen, og mange elever kan se formålet med det, de lærer i skolen. Dét er altafgørende for elevernes motivation.«
DM i Fagene er sat i verden for at give eleverne nye perspektiver på deres skolefag og give dem en oplevelse af, at deres faglige færdigheder er efterspurgt på virkelighedens arbejdsmarked. Opgaverne tager udgangspunkt i udfordringer, som casevirksomhederne aktuelt står over for. Dette stiller ikke kun krav til elevernes faglighed, men i lige så høj grad til deres kreativitet og selvstændige tankegang.
»Jeg glæder mig over, at vi hos Danske Skoleelever har et projekt, som hylder praksisfagligheden og motiverer eleverne gennem virkelighedsnære caseopgaver. Her kan eleverne mærke, hvorfor den undervisning, de modtager i skolen, er relevant og værdifuld. Og jeg håber, at eleverne går hjem fra finalen med en oplevelse af, at det, de lærer, kan bruges i virkeligheden,« fortæller Caroline Helene Hermansen.
Mød finalister og fagpersoner
Til finalen bliver deltagernes opgavebesvarelser bedømt af fagpersoner: undervisere og folk med relevante uddannelser. De vurderer elevernes faglige niveau og deres evne til at tænke innovativt og kreativt. I holddisciplinerne vurderes eleverne ligeledes på deres evne til at samarbejde.
Finalen finder sted onsdag 29. januar og torsdag 30. januar. Finalen begynder klokken 10, og der er præmieoverrækkelse klokken 15.15-15.45.