Politiet: Trusler mod flere skoler - vi vil være til stede
Østjyllands Politi oplyser, at der er tale om en håndfuld lokale tilfælde af trusler.
Flere politikredse i landet har tirsdag morgen modtaget flere anmeldelser fra især skoler og uddannelsesinstitutioner, som cirka klokken 08.00 har modtaget en e-mail med indhold, der kan opfattes truende. Politiet er i færd med at undersøge situationen.
Det skriver Rigspolitiet på det sociale medie X.
Det gælder også for Østjyllands politikreds.
Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, bekræfter, at der er tale om lokale tilfælde:
»Vi har hørt om det og arbejder med henvendelserne i øjeblikket. Der er tale om en håndfuld,« siger han til Din Avis.
»Vi har på nuværende tidspunkt hørt fra en håndfuld skoler og uddannelsesinstitutioner i det østjyske, der har modtaget mailen. Vi vil bl.a. derfor i løbet af dagen være til stede i Grenaa, Favrskov, Højbjerg, Aarhus N og Hadsten et tryghedsskabende øjemed,« skriver Østjyllands Politi kort efter avisen har henvendt sig.