»Det var godt nok deprimerende,« sagde min datter - men i mørket kan noget nyt vokse frem

»Det var godt nok deprimerende« sagde min 18-åring efter at have hørt vores statsminister tale 1. januar. »Og dystert. Det er som om fremtiden er helt sort.«

Siden årsskiftet er det blevet til flere samtaler i vores køkken om verden og tiden, og hvad man egentligt kan tro på. Og det er ikke kun i vores køkken, at tilstanden af håbløshed er til at tage at føle på.

For nylig spurgte en skoleleder mig, om ikke kirken kunne lave et undervisningsmateriale til skolebørnene om håb og lys. Fordi børn og unge bliver påvirket af alt det dystre, der omgiver dem, og vi har brug for et sprog, der kan sætte mørket i perspektiv. Og måske gælder det ikke kun børn og unge. Måske gælder det også voksne. For nylig stod det i avisen sort på hvidt, at »Europa er et kontinent, som venter på at dø.« Det kan nok få det til at gibbe lidt i sjælen sådan at blive erklæret terminal.

Men. Det mørke og det døende, som med rette kan fylde os med håbløshed og frygt for fremtiden, kan være andet og mere end det. Mørket kan være det sted, hvor noget nyt vokser stille og ubemærket frem, og døden den begivenhed, hvor der pludselig brydes plads til noget nyt. Når noget dør hen, bliver der mulighed for, at noget andet kan komme.

Det er ikke, fordi jeg er jubeloptimist, at jeg tænker sådan (for det er jeg ikke), og det er heller ikke fordi, jeg har en urokkelig tro på en menneskehed, der kan overkomme alle udfordringer med fantasi og gode intentioner, selv om det har bragt os langt. Nej, tanken om, at mørket og døden kan lede til noget nyt, er slet ikke min.

Den er et grundelement i den fortælling, som kirken for hundredvis af år siden blev sat i verden for at give videre. Derfor havde skolelederen jo ret i, at kirken må været et sted, hvor man kan låne et sprog om lys i mørket. Det er en dyb pointe i kristendommen, at der kan opstå nyt liv ud af det døde. Fordi Gud, der er magten til at være til i alt, hvad der er, lader noget nyt spire frem, dér hvor vi troede, at alt var tabt. Hvis man tænker efter, kan man måske huske at have oplevet netop det. Dér, hvor man troede, at mørket bare var mørke, viste det sig, at noget havde spiret og sat blege, stærke rødder.

Med sådan en erfaring kan der vågne en ny bevidsthed. En ny ydmyghed og taknemmelighed. En ny indsigt i, hvad der egentligt er vigtigt i livet: At det vigtigste er ikke at have mange penge i banken og en Tesla i carporten, selv om det er rart. Det vigtigste er ikke evig vækst, ikke beundring eller beliggenheden, ikke 12-taller eller 0 huller. Det vigtigste er noget i retning af tro, håb og kærlighed.

Det lyder gammeldags, det ved jeg, og sikkert upassende og naivt tiden taget i betragtning: Men jeg ønsker for alle 18-årige og andre, som synes, at verden ser dyster, mørk og døende ud, at der må vokse en tro på, at vi ikke selv er magten til at være til i alt, som er, men at vi derimod må finde håb og mod ved at læne os op ad den Gud, der blev hængt op på et kors, og som hang der og ventede på at dø, og som siden blev lagt i graven, i mørket – og som opstod til nyt liv for verden. Om ham skrev den gamle evangelist Johannes: ”Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”.

I det lys kan vi tåle at kigge efter fremtiden og se til at arbejde med på det nye, der skal komme.