»Kærligheden til køerne har drevet mig i 40 år, men nu er kroppen slidt op«
Lidt af et ikon og en nørd i ordets positive forstand i dansk landbrug, Lisbeth Klinge, forlader sin elskede Landborupgård på Mols efter 40 år med kærlighed til køer og 360 årlige arbejdsdage.
Efter 40 år som aktiv landmand med køer som speciale lægger Lisbeth Klinge, 65, op.
Hun kan mærke, at kroppen er slidt.
Hun skal have skiftet begge hofter i to tempi inden længe, så selv om det er vemodigt at skulle sige farvel til hverdagen i stalden og hendes elskede 80 køer og hertil kvier og kalve, har hun det godt med, at der nu venter hende nye oplevelser og mere tid til sig selv, når hun flytter ind i et moderne indrettet hus i Vrinners 1. marts.
En livslang passion
Lisbeth Klinge har viet sit liv til landbruget og især til opdræt af de sortbrogede Danske Holsteinere.
Siden 1986-1987 på Landborupgård i den lille by Landborup nær Tved, som hendes afdøde mand, Jens Klinge, overtog efter noget familie.
»Jeg har givet alt, hvad jeg kunne,« siger Lisbeth Klinge med en blanding af stolthed og vemod.
Hendes interesse for landbruget begyndte næsten før hun kunne gå hjemme på familiens gård i Vestjylland, hvor hun og hendes søster Tove sammen med tre mindre søskende havde kronede barndomsdage.
»Tove, der er 13 måneder yngre end mig, og jeg kunne ikke komme hurtigt nok hjem fra skole, før vi skulle ud i stalden eller ride på vores heste. Vi sled vejkanterne op i nabolaget med vores rideture.«
Denne tidlige kærlighed til dyr blev grundlaget for hendes livslange passion - og ligeledes Toves. Hun er økolog, storesøster konventionel.
»Det har da givet anledning til lidt diskussioner, men vi har altid fået at vide, at vi er to store kvæg-nøder, så selvfølgelig vender vi tingene, når vi er sammen.«
En hård beslutning
At træffe beslutningen om at stoppe for at gå på efterløn har bestemt ikke været let for Lisbeth Klinge.
»Det er som at sige farvel til en del af mig selv.«
»Jeg har altid været stolt af mit arbejde, men jeg kan mærke, at jeg ikke længere har den samme energi som før, fordi jeg har fået de skavanker, jeg har,« lyder det nøgternt fra Lisbeth Klinge.
Det har været en proces at acceptere, men hun ved, at det er det rigtige valg. Da hun formelt stoppede ved årsskiftet, var det også en afklaret landmand, der ikke skulle op og ud i stalden hver morgen klokken 4.30 og tage sig af sine elskede dyr.
»Jeg sover lidt længere,« indrømmer hun. »Til gengæld har jeg godt kunnet gå over i stalden om natten for at se til køerne. Jeg døjer af og til med at sove, fordi jeg har ondt i hofterne, når jeg ligger ned.«
Det er som at sige farvel til en del af mig selv
Kærlighed til køerne
Lisbeth Klinges kærlighed til køerne har altid været tydelig. Den er på ingen måde påtaget
»De er som familie for mig.«
Hendes arbejde med Danske Holsteinere har ikke kun været en profession, men også en livsstil, der har givet hende stor glæde gennem årene.
»Jeg har altid følt en særlig forbindelse til mine køer. De har deres egne personligheder ligesom vi mennesker. Mange af dem har jeg gennem årene fået et helt særligt forhold til, og det har været en fornøjelse at arbejde med dem hver dag.«
Hendes oprigtige glæde og engagement har også resulteret i et væld af priser og anerkendelser inden for branchen. Antallet af billeder med diplomer på væggene, fine skåle og nipsting i hjemmet fortæller deres tydelige sprog.
Hendes køer har vundet adskillige konkurrencer, og hun er en respekteret figur i landbrugskredse.
Enkel filosofi
»En ko yder sit bedste, når den er glad og sund. Det handler om at skabe de bedste betingelser for dem, både fysisk og mentalt,« siger Lisbeth Klinge.
Hendes filosofi er bygget op om de fire R’er: Ro, regelmæssighed, renlighed og rettidig omhu.
»Det er jo helt på samme måde med mennesker på en arbejdsplads. Føler de sig værdsatte og går glade på arbejde, er de også parat til at yde deres bedste. Det er egentlig ret enkelt.«
Lisbet Klinge er ikke bleg for at skose vi danskere.
»Lige nu er det grønlænderne, så er det mennesker med en anden hudfarve eller mennesker, der ikke helt har lært at tale dansk. Tænk, hvis vi var meget mere positive, så tror jeg på, at vi alle vil få det bedre.«
Jeg har aldrig lavet andet end at passe køer, og så skal man jo blive god til det
Køer må aldrig lide
Kirsten Klinge indrømmer gerne, at hun blev påvirket, når en ko døde.
»Køer må aldrig lide. Den ældste jeg har haft blev 15,5 år - normen er i gennemsnit seks år. Det er en fornemmelse at passe godt på køerne, ligesom det er med et menneske, der bliver 100 år uden at skulle have medicin.«
Den gennemsnitlige levetid for en ko er godt seks år, men Lisbeth Klinge har haft en ko, der blev godt 15 år. Et særsyn.
Når køerne har udtjent deres værnepligt, og deres sidste tid nærmer sig, bliver de sendt til slagtning. Det er den cyklus, der er på en gård, som jo er en produktionsvirksomhed. Kvierne tager over, og leverer kalve. Tyrekalvene bliver sendt videre, mens ’hunnerne’ indgår i driften.
»Jeg har aldrig lavet andet end at passe køer, og så skal man jo blive god til det. Jeg kan simpelthen mærke, når en ko ikke har det godt. Det gør helt ondt på mig, når jeg ser en dårlig ko,« forklarer hun.
Køerne hjalp hende
Hendes ægtefælle Jens Klinge gik bort for 15 år siden. Han døde af ondartet cancer.
Det fik ikke Lisbeth Klinge til at overveje fremtiden, for sig selv og de tre børn, der kom til med to års mellemrum.
»Det var alt for tidligt, at Jens skulle herfra, men jeg overvejede ikke et sekund at skulle stoppe. Jeg er nok typen, der siger, at der er noget vi mennesker ikke er herre over. Derfor skulle jeg ikke i sorgterapi. Min terapi var mine børn og køerne.«
Inden ægtefællens død var parret flyttet ind i et moderne og flot rødt stuehus i to etager, som blev opført på grunden.
Fremtiden for gården
Landborupgård er nu blevet overtaget af de unge forpagtere Line og Anders, som Lisbeth Klinge har stor tillid til.
Line har været medhjælper på gården og har vist stor interesse og dygtighed.
»Jeg er sikker på, at de vil fortsætte det gode arbejde og være der for køer, kvier og kalve« siger Lisbeth Klinge.
Line og Anders forpagter i første omgang bedriften og flytter ind i stuehuset, når Lisbeth Klinge har fået pakket alt ned.
»De bor lige nu i Balle med to små børn, men de skal selvfølgelig bo på gården, så de ikke skal køre frem og tilbage og spilde en masse tid på landevejen. Det duer heller ikke, at jeg bliver boende, når min tid som landmand er ovre. Jeg har sagt til Line og Anders, at jeg ikke vil blande mig, men er til rådighed, hvis de mangler et godt råd, og så vil jeg da nok kigge forbi engang imellem.«
Det giver hende ro i sindet at vide, at gården er i gode hænder.
Kvinder i ERFA-gruppe
»Jeg var egentlig begyndt at afvikle min besætning. En landmand nær Hobro, som jeg vidste havde samme holdning til køer som mig, havde jeg aftalt med, skulle overtage mine køer, men så kom Line i september sidste år og sagde, at hun og Anders var interesseret. Derfor har de så skulle bygge deres egen besætning op. Nogle få af mine bliver her, men det er gået stærkt. Jeg tror, de er oppe på 79 køer« fortæller Lisbeth Klinge.
Hun fortsætter sit folkevalgt hverv i det lokale menighedsråd, og så glæder hun sig over, at en ERFA-gruppe bestående af otte landmandskoner fortsat lever i bedste velgående.
»Vi er otte damer, som nu alle er gået på pension, som har mødtes fast en gang om måneden de sidste 27-28 år. ’Mænnerne’ har fået lov til at være med til et sommerarrangement og til julefrokosten, men ellers har vi damer været os selv, og det fortsætter heldigvis.«
Men nu skal du over for at se køerne og kalvene....