Fortsæt til indhold

Udskældte pukkelbump bliver nu fjernet: »Det er en glædens dag«

Initiativtager til underskriftsindsamling mod pukkelbump udtrykker »utrolig lettelse« over, at de udskældte bump efter knap fem år nu bliver udskiftet. Og så har han en vis undren.

Samfund

En udmelding fra rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K) om, at man nu vil fjerne de sidste af de pukkelbump, der blev sat op tilbage i 2020 i Aarhus Kommune, har skabt stor glæde i Stavtrup.

Hans Christian Nielsen, der har stået spidsen for en gruppe af borgere, der har kæmpet mod pukkelbumpene, siden de blev sat op i 2020, kan knapt tro, at puklerne nu forsvinder:

»Det er en glædens dag i dag. Det er en utrolig lettelse for os,« siger Hans Christian Nielsen, kaldet HC.

Rådmanden skriver i en pressemeddelelse, at man i stedet vil sætte pudebump op, når vinteren er ovre, og asfalten er til at arbejde i. I Sabro vil man ligeledes fjerne pukkelbumpene, dog er der her endnu ikke fundet penge til at udføre arbejdet, men man forventer, at det kommer til at ske ”i løbet af året.”

For Stavtrup-borgeren H.C. Nielsen, der sammen med sin kone stemte dørklokker i lokalområdet for et år siden og indsamlede over 1.100 underskrifter mod pukkelbumpene, kommer rådmandens udmelding som en stor overraskelse:

»Jeg har intet hørt fra ham,« siger H.C. Nielsen.

Han havde ellers på baggrund af underskriftsindsamlingen tilbage i april anmodet om et møde med både rådmand og teknisk udvalg i Aarhus Kommune. Det eneste svar, han fik, var dog en kortfattet e-mail i august, hvor rådmanden skrev ”tak”, og at forvaltningen ville kontakte ham.

»Det, synes jeg ærlig talt, var for ringe. Der var været stor frustration og utilfredshed herude.«

Din Avis Aarhus skrev også en artikel om underskriftsindsamlingen i april, og her gav Nicolaj Bang også udtryk for, at han ville mødes med borgerne i Stavtrup.

Den lange ventetid havde faktisk netop fået H.C. Nielsen til at gøre klar til at stå frem med en skarp kritik af forvaltningen. Han havde involveret Gert Bjerregaard (V) og Jakob Søgaard Clausen (DD), der begge sidder i Teknisk Udvalg, og skrevet en mail til Din Avis Aarhus.

»De har været de eneste to, der har reageret, siden vi skrev i april, og som vi har haft en dialog med.«

Derfor undrer det ham også, at der står i pressemeddelelsen fra kommunen, at rådmanden nu fjerner pukkelbumpene ”efter dialog med lokale og Stavtrup Fællesråd”.

»Han har ingen dialog haft med os,« konstaterer H.C. Nielsen og tilføjer:

»Men målet helliger midlet. På trods af vores frustration gennem flere år og særligt de seneste 9-10 måneder efter vi specifikt har bedt om et møde, så er resultatet jo blevet det, som vi gerne vil have ud af det,« siger H.C. Nielsen.

En sej kamp

Også Gert Bjerregaard (V) glæder sig over, at der nu sker noget i sagen:

»Jeg er glad og stolt over det samarbejde vi har haft med de lokale borgere i den her sag. Det har godt nok været en sej kamp at få rådmanden overbevist om, at det var den ønskede løsning for flertallet af borgerne i Stavtrup. Jeg er da ærgerlig over, at det skulle tage så lang tid, men nu vil jeg holde øje med, at den også bliver sparket i mål,« siger byrådspolitikeren.

Ifølge Gert Bjerregaard bør der også være penge til at fjerne pukkelbumpene i Sabro.

»Det er også glædeligt, at man vil tage dem ned i Sabro. Jeg mener, at pengene har været der hele tiden, men det er svært at trænge igennem. Jeg vil nu bede om en økonomisk redegørelse fra forvaltningen, og så vil vi i hvert fald sikre, at der til budgetforhandlingerne bliver sat penge af til en udskiftning i Sabro også,« siger venstre-politikeren.

Rådmand Nicolaj Bang (K) forstår til dels, at der kan være undren over, at han skriver, at der har været dialog med de lokale:

»Både og. Jeg har været i tæt dialog med fællesrådet om den her sag. Hvis nogle borgere her føler sig overset, så har det bestemt ikke været intentionen. Jeg synes, at det centrale her er, at vi nu imødekommer ønsket om at få skiftet pukkelbump ud med pudebump, så kan man altid diskutere om fokus har været det rette sted.«

Du har tidligere sagt, at du ville vente på en evaluering af den fartdæmpende indsats, før du ville udskifte pukkelbumpene, men er den evaluering færdig?

»Jeg bliver dig svar skyldig på, om den er klar endnu. Men vi har vi fået penge tilovers fra andre projekter, og derfor siger vi nu, at vi gerne vil skifte bumpene, som har været et stærkt ønske fra borgerne længe,« siger Nicolaj Bang.

Før Aarhus Kommune i 2020 gik i gang med at sætte pukkelbump op, lå de allerede på Søndervangs Allé, og der bliver de nu snart igen eneste tilbageværende mulighed for at støde på dem.