Børn er utrygge efter knivstikkeri: »Det er vanvittigt at folk går med kniv og stikker hinanden ned«
Efter et knivstikkeri mellem to unge drenge i Nimtofte, sender Syddjurs Kommune sine SSP-konsulenter ud til skolernes ældste klasser for at skabe tryghed.
En 16-årig dreng var i sidste uge tæt på at miste livet efter et knivstikkeri i Nimtofte.
I forbindelse med salg af puff bars stak en 15-årig dreng en kniv i ryggen på ham.
Knivstikkeriet er ikke det første af sin slags på Djursland, og derfor sendte Syddjurs Kommune onsdag sine SSP-konsulenter ud til kommunens ældste skoleklasser for at oplyse, skabe tryghed og forhåbentlig forebygge flere lignende hændelser.
»Det skal være trygt som ung at gå i byen eller gå rundt om aftenen, selvom det er blevet mørkt. Det skal være trygt for unge at komme til nogle af de fester, de også gerne går til. Sådan er det ikke lige nu. Derfor er vi nødt til at gøre noget,« siger Per Viggo Larsen, der er chef for Børn og Læring i Syddjurs Kommune, til TV2 Østjylland.
Den seneste tid har TV2 Østjylland omtalt adskillige sager om knivstikkerier og vold, som omfatter ofre og gerningsmænd i teenagealderen.
Drabet i Grenaa
Den måske mest omtalte sag det seneste år udspillede sig i Grenaa. Her blev en 16-årig dreng i november sidste år idømt otte års fængsel for drab på en jævnaldrende.
Det fatale knivstikkeri skete 26. november 2023, da de to unge kom op at slås ved togstationen. Slagsmålet kulminerede, da den nu dømte 16-årige trak en spejderdolk og stak den anden dreng en enkelt gang i hjertet.
Kommunen håber derfor, at de med en indsats kan hjælpe de unge, så der ikke kommer flere tilfælde.
»Jeg tror, der er brug for at beskrive konsekvenserne tydeligt. Men også hvordan vi kan understøtte og hjælpe de unge, når de er inde i det, så man ikke bliver lokket ind i ét eller andet, man kan have svært ved at sige nej til. Derfor er det godt at vide, hvad konsekvenserne er. Det er ikke altid, man er klar over det som ung,« påpeger Per Viggo Larsen.
Årsag: Puff bars
I sagen fra Nimtofte handlede konflikten, der førte til knivepisoden, om de såkaldte puff bars, som er en type e-cigaret, der ulovligt bliver solgt til mindreårige i alverdens smagsvarianter, der minder om slik.
Derfor var fokus under onsdag aftens SSP-oplæg på Ådalens Skole i Mørke især på det forbudte nikotin-produkt, som også ifølge eleverne er ekstremt udbredt.
»Jeg kender rigtig mange mennesker, der har prøvet det. Jeg kender til gengæld rigtig få, der ikke har prøvet det. Det er nemt at få fat i på Snapchat,« sagde én af eleverne, Malthe Østergaard Caspersen, der går i 9. klasse på Ådalens Skole.
Også på Ådalens Skole har de mange voldsepisoder blandt teenagere skabt utryghed.
»Det er skræmmende, at det kommer så tæt på. Jeg bliver utryg, for man ved ikke, hvad man kan komme ud for. Det er vanvittigt, at folk går med kniv og stikker hinanden ned på grund af sådan nogle ting,« lyder det fra Malthe Østergaard Caspersen.
Forældre skal ind i kampen
SSP-initiativet om at oplyse, forebygge og skabe tryghed har været i gang i lang tid.
Men ifølge Per Viggo Larsen er det blevet endnu mere aktuelt efter den tragiske hændelse i sidste uge ved Nimtofte.
»Det gør mig meget mere tryg, at ved jeg, at jeg kan søge nogle voksne, der har styr på det. Så jeg kan få en masse viden. Jeg har selv prøvet puff bar. Jeg stoppede selvfølgelig, før det blev ulovligt, men det er stadig meget brugt i min omgangskreds,« fortæller Malthe Østergaard Caspersen.
Per Viggo Larsen mener, at det er en fælles indsats, der skal til for at komme problemerne til livs.
»Det er vigtigt, at forældrene også er meget opmærksomme på, hvad de unge har i lommerne, hvem de færdes med, hvem de opsøger og om der er ændringer i deres adfærdsmønstre.«
Nu håber Syddjurs kommune, at SSP-indsatsen her kan gøre både elever og forældre mere opmærksomme og skabe øget tryghed.