Aarhusiansk Rema 1000 får bøde og sur smiley efter roderi med grøntsagsrester og emballage
Fødevarekontrol fandt store mængder emballagerester i lokal Rema 1000, hvilket har medført bøde.
Dagligvarekæden Rema 1000 i Mårslet har haft besøg af fødevarekontrollen 14. januar, og det har udløst en sur smiley og en bøde på 5.000 kroner.
Det fremgår af en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen.
»I den bagerste del af virksomhedens område med affaldshåndtering og affaldsopbevaring ses der ind mellem affaldsbeholdere store mængder emballagerester, herunder poser, papir, pap, blomsterspand, ugeaviser, flamingo og plast, og der er en enkelt beholder, som ikke kan lukkes, hvor låget står åbent,« står der blandt andet.
Derudover er der blevet fundet plastic og grøntsagsrester ved opbevaring af beholdere med pantemballage og glas. Under rampen op til varemodtagelsen blev der fundet en større mængde emballagerester, herunder pap og plastic.
Rema 1000 i Mårslet havde følgende kommentar. »Det retter vi op på.«
I en mail til avisen uddyber Rema 1000’s kommunikationschef, Jonas Schrøder:
»Købmanden fik med det samme fjernet det skrald, der var røget ved siden af affaldsbeholderne udenfor og bragt tingene i orden - så det er super, at det kunne løses hurtigt med en omgang oprydning.«