Fortsæt til indhold

Gasfyret sendt på pension: Tre byer slukker for gassen

Efter to års gravearbejde og 55 kilometer fjernvarmerør kan Skovby, Storring og Stjær skrue op for fjernvarmen og sende gasfyret på pension.

Samfund

Efter to års arbejde og nedgravning af mere end 55 kilometer fjernvarmeledning kunne Kredsløb fredag i sidste uge fejre, at den sidste af de 965 borgere fra Skovby, Storring og Stjær, som har tilmeldt sig fjernvarmeprojektet fra det aarhusianske forsyningsselskab, nu kan skrue op for fjernvarmen.

Projektet startede ud i det tidlige forår 2022, efter en gruppe borgere fra Skovby med Ole Juhl i spidsen gik i gang med at undersøge, hvordan de kunne slippe af med naturgas og i stedet få fjernvarme. På bare et år var prisen per kubikmeter gas mere end fordoblet og prisen fortsatte opad i et hæsblæsende tempo.

Vi var glade for det store engagement hos borgerne, der greb muligheden, så vi hurtigt kunne gå i gang
Elsebeth Arendt, fjernvarmechef, Kredsløb

Efter et nedslående svar fra Galten Varmeværk, som ikke havde kapacitet til at forsyne Skovby øst for Skovlundvej med fjernvarme, satte han sig i frustration til tastaturet og oprettede Facebookgruppen ’Skovby Fjernvarme’.

Med Facebookgruppen håbede Ole Juhl få skabt så stor lokal opbakning i Skovby til at skifte naturgassen ud med fjernvarme, at Kredsløb ville finde det interessant at etablere en stikledning til Skovby. Og selvom det var op ad bakke lykkedes det faktisk Ole, at gøre Kredsløb interesseret. Og ikke kun i at levere til Skovby, men også til Storring og Stjær.

Drømmen blev til virkelighed i slutningen af 2022, men inden da udspillede der sig en mindre gyser. Realiseringen af projektet krævede, at minimum 70 procent af husstandene i hver af byerne sagde ja-tak til at blive fjernvarmekunder hos Kredsløb inden fristen udløb i starten af november.

Den første, der kunne skrue op for fjernvarmen i Skovby, var Søren Rahr. Tilslutningen blev fejret med et langt varmt bad. Foto: Grethe Bo Madsen

I slutspurten fik Kirsten og Ole Juhl et skulderklap for indsatsen af folketingsmedlem Jens Joel (S), der inviterede sin partikollega, daværende Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen hjem i Kirsten og Oles dagligstue for at høre nærmere om fjernvarmeprojektet.

Skovby endte med en tilslutningsprocent på 77, mens Storring nåede 71 procent og Stjær kun lige akkurat nåede op på 70 procent i de sidste timer før fristen udløb.

3. januar 2023 blev første spadestik taget, og 24. april samme år kunne første kunde i Skovby, Søren Rahr på Agervangen, skrue op for fjernvarmen. Da det stod værst til med gaspriserne, nåede familiens gasregning op på 17.700 kroner i et enkelt kvartal, fortalte han til Din Avis Skanderborg. Med fjernvarmen kan familien se frem til en årlig varmeudgift på cirka 14.000 kroner. Tilslutningen blev fejret med et langt, varmt bad.

Vi er godt på vej til at få udfaset de fossile varmekilder i Skanderborg Kommune. Kredsløb har spillet en væsentlig rolle ved at træde til og give borgerne i de tre landsbyer muligheden for at kommer over på fjernvarme
Claus Leick, formand, Klima-, Miljø- og Planudvalget

»Vi så en mulighed for at træde til og hjælpe byerne fri for afhængigheden af gas i en tid præget med stor usikkerhed og massive prisstigninger på gas. Vi var glade for det store engagement hos borgerne, der greb muligheden, så vi hurtigt kunne gå i gang med etableringen,« fortæller Elsebeth Arendt, der er fjernvarmechef i Kredsløb i Aarhus.

»Foruden kvaliteten af arbejdet var prisen og tiden for etablering selvfølgelig noget, vi ikke skulle gå på kompromis med. Vi skal holde, hvad vi lover, og derfor satte vi os for at komme i arbejdstøjet meget hurtigt efter, borgerne havde takket ja til tilbuddet, så fjernvarmen kunne blive en realitet hurtigst muligt,« tilføjer hun.

Også i Skanderborg Kommune er man glad for, at det lykkedes at få de tre byer over på fjernvarme.

Det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb har i forbindelse med projektet i Skovby, Storring og Stjær nedgravet mere end 55 kilometer fjernvarmeledning og fået 965 nye fjernvarmekunder. Foto: Kredsløb.

»Vi er godt på vej til at få udfaset de fossile varmekilder i Skanderborg Kommune. Kredsløb har spillet en væsentlig rolle ved at træde til og give borgerne i de tre landsbyer muligheden for at kommer over på fjernvarme. Det er gået imponerende stærkt, og vi har været glade for samarbejdet,« siger Claus Leick (SF), formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget.

Ole Juhl, initiativtageren til Facebookgruppen ’Skovby Fjernvarme’, blev selv tilsluttet fjernvarmen for et lille års tid siden og kunne – endelige – skrotte sit gasfyr.

»Det er egentlig gået forbavsende roligt og gnidningsløst. Selvfølgelig har der været alt gravearbejdet, og det er rart, at vi nu er på den anden side af det,« siger han.

Jeg glæder mig over, at jeg ikke længere er nødt til at bruge min brændeovn. Tidligere var vi nødt til at supplere ved at fyre op i brændeovnen. Gas var jo kostbart
Ole Juhl, initiativtager til 'Skovby Fjernvarme'

»Når jeg ser på, hvad jeg i dag betaler for fjernvarmen, så ligger det på niveau med det, jeg tidligere betalte for naturgas, inden priserne stak af. Jeg har ikke set på, hvad gasprisen er i dag. Jeg glæder mig over, at jeg ikke længere er nødt til at bruge min brændeovn. Tidligere var vi nødt til at supplere ved at fyre op i brændeovnen. Gas var jo kostbart. Faktisk har vi besluttet helt at sløjfe den nu.«

Men det Ole Juhl glæder sig allermest over er, at han i dag har en varmeløsning, der er stabil både i forhold til pris og forsyningssikkerhed.

»Det er klart, at vi var urolig, når gasprisen tæskede op og ned på kort tid. Den bekymring er vi fri for nu. Og så må jeg da sige, at jeg blev rigtig glad, da jeg for kort tid siden fik besked fra Kredsløb om, at man med det nye geotermiske anlæg vil reducere fjernvarmeprisen med 2-3000 kroner årligt for et standardhus. Det er da positivt. Det er penge lige ned i foret til os,« konstaterer han.

Når han taler med andre nye fjernvarmebrugere i Skovby, er der stor forskel på, hvor meget folk har sparet, ved at gå fra naturgas til fjernvarme.

»Alle os, der var med til at sætte gang i debatten dengang, har fået fjernvarme i dag. Jeg hører grundlæggende folk være glade for at have fået fjernvarme. Jeg har en ven i et ældre hus, som har regnet på det, og han sparer en del penge. Andre har huse, der er velisolerede og oplever ikke den helt store besparelse. Men faktisk er der flere af dem, der takkede nej i første omgang, som nu også er kommet over på fjernvarme,« fortæller han.

Også i Herskind og Låsby blev det forsøgt at stable et fjernvarmeprojekt på benene med Kredsløb. Her lykkedes det imidlertid ikke at samle den nødvendige tilslutning.