Byråd smider Tørring Rideklub under bussen
Kritikere advarer om øget mistrivsel blandt de berørte børn. Socialdemokratiet forsvarer beslutningen, men kan ikke dokumentere centrale påstande og må undskylde.
Randers Byråd har stemt en 21-årig aftale med Tørring Rideklub i graven.
Specialklasseeleverne på Grønhøjskolen får fra august ikke længere understøttende undervisning gennem ridning.
Byrådets beslutning blev truffet med 20 stemmer for og 10 imod. Jens Peter Hansen (løsgænger) undlod at stemme.
Kritikerne kalder det et uigennemtænkt opgør med et velfungerende tilbud, mens Socialdemokratiet forsvarer beslutningen med behovet for faguddannet personale.
En beslutning uden substans
Debatten har rullet, og Socialdemokratiets Lise-Lotte Leervad Larsen henviste til manglende overenskomst på Tørring Rideklub som et af flere argumenter for lukningen.
Problemet?
Det passer ikke. Rideklubben har overenskomster – bare ikke med Randers Lærerforening, der siden 2016 har italesat det som et problem overfor politikere og forvaltningen. Men ingen har sagt det direkte til Rideskolen.
I øvrigt kan man på rideskolen ikke få øje på, hvem der skulle meldes ind under en sådan overenskomst. Det var heller aldrig et krav fra kommunen. Alligevel blev ridetilbuddet aflivet uden videre.
Torben Frandsen, indehaver af Tørring Rideklub, er rystet.
»Det havde været mere regulært at sige tingene, som de er. At lukningen handler om økonomi og en politisk vision. Men at udstille Tørring Rideklub på et urigtigt grundlag er dybt urimeligt,« siger han.
Baglæns undskyldning
Da Din Avis spørger formanden for Skole- og Uddannelsesudvalget, Lise-Lotte Leervad Larsen (S), hvorfor hun taler om manglede overenskomster, så kan hun ikke dokumentere sine påstande.
»Det var en uheldig sætning. Jeg undskylder over for Tørring Rideskole,« siger hun.
Men skaden er sket. Og er et specialundervisningstilbud nedlagt på et usagligt grundlag? Det er nu et åbent spørgsmål.
Mens Socialdemokratiet lover større fællesskab for specialklasseeleverne på Grønhøjskolen, frygter kritikere, at det ender med det modsatte.
»Som hesteejer ved jeg, hvad samvær med de store dyr kan gøre for et menneske. Det giver ro, selvtillid og en helt særlig form for terapi. Jeg frygter, at vi kommer til at se en stigning i skolevægring og mistrivsel blandt de her børn,« sagde Frank Nørgaard (DF) i byrådssalen.
Tørring Rideklub ser nu fremad og undersøger alternative tiltag. Men for 47 specialklasseelever er det en kold besked: der er ikke længere plads til dem i stalden.