Rådmand vil optimere taxakørsel i Aarhus
Aarhus’ mange taxaholdepladser skal optimeres gennem nyt pilotprojekt. Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), håber, at projektet kan reducere søgetrafik og nedbringe taxaernes CO2-udledninger.
Snart får 12 taxaholdepladser udstyret sensorer. Gennem appen Papp Mobility bliver det kommunikeret til taxachauffører, hvilke pladser, der er ledige, og hvilke, der er optagede. Formålet er, at kørsel gennem byen skal optimeres., så chaufførerne kan se, hvor der er kortest ventetid.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Udover et håb om, at det kan optimere taxachaufførernes kørsel i byen, så skal det forhåbentligt nedbringe CO2-udledningen og reducere mængden af udstødningsgas i den aarhusianske luft.
»I Aarhus Kommune er vi altid åbne for nye ideer og for at samarbejde med private om initiativer, der kan forbedre vores by. Derfor var vi selvfølgelig lydhøre, da Aarhus Taxa kom med en idé, der forhåbentlig kan gøre en positiv forskel for branchen og kunderne og samtidig reducere taxaernes udledning i byen,« fortæller rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K).
Forsøget varer i to år, og det blev sat i gang d. 31. januar, da Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, den aarhusianske taxabranche og Papp Mobility skrev under på aftalen.
Stor opbakning fra byens taxaselskaber
Da Jesper Paludan, ansvarlig for grøn omstilling i Aarhus Taxa, foreslog ideen om at optimere på taxakørsel ved hjælp af sensorer i asfalten, var der bred opbakning fra byens taxaselskaber.
»Vi arbejder i forvejen med intelligente transportløsninger og AI, der er med til at øge vores service og forbedre vores effektivitet. Så vi har store forventninger til dette projekt. Vi håber, at sensorerne kan optimere på taxaselskabernes kørselsmønstre og derved reducere unødvendig kørsel fra de aarhusianske taxaer. Vi ser det som et vigtigt skridt mod mere bæredygtig og intelligent taxatransport,« siger Jesper Paludan i pressemeddelelsen.
Det er Papp Mobility’s app, som gør pilotprojektet muligt. Denne app indsamler data og kan vise taxachauførrerne, hvor der er ledige pladser.
»Vores mål er at teste, hvordan vi kan gøre en forskel for taxaselskaberne, så vi undgår unødig søgetrafik i byen uden at gå på kompromis med kundernes oplevelse.« fortæller Tan Minh Nguyen Tran, der er medstifter og CEO i Papp Mobility,