Fortsæt til indhold

Debat om ny idrætshal deler byrådet: Skal Foldby-Norrings nye skole udvides?

Socialdemokratiet vil tilføje en idrætshal til den nye skole i Foldby-Norring, men Venstre maner til økonomisk besindighed.

Samfund

Favrskov Kommune er i gang med at planlægge opførelsen af en ny skole i Foldby-Norring.

Skolen, der skal stå klar i 2029, har allerede et budget på 150 millioner kroner, men tirsdag 28. januar ytrede Kristoffer Merrild (A) og Socialdemokratiet ønske om at udvide projektet med en idrætshal.

Det skabte debat i byrådet.

Særligt Venstre var ikke begejstrede for timingen.

»Vi skal tænke fremad«

Punkt 12 på dagsordenen handlede om udvidelse af kapaciteten for den kommende skole i Foldby-Norring.

Her skulle byrådet tage stilling til en forhøjelse af rådighedsbeløbet til projektet på 5,4 mio. kr. som følge af prognoser om et øget elevtal i området.

Her tog Kristoffer Merrild ordet og brugte lejligheden til at tale om en ny idrætshal.

Det faldte ikke i god jord hos hverken Venstres Flemming Nørgaard eller borgmester Storgaard (C), hvor sidstnævnte anerkendte, at ønsket om en idrætshal kan give mening, men fremhævede samtidig økonomien.

»Nu er der sat 150 millioner af til den her skole, så tror jeg ikke, der er ret mange flere penge at bruge i det område de næste mange år, uden at være lyseslukker,« sagde han under byrådsmødet.

Han henviste desuden til, at kommunen er i gang med en kapacitetsanalyse af idrætsfaciliteter i området, som kan give et bedre grundlag for beslutningen.

Flemming Nørgaard satte derimod spørgsmål ved timingen.

»Jeg bliver lidt i tvivl om, hvad denne sag handler om. Vi er enige om, at det er en skole, der skal bygges. Hallen er ikke en del af det her. Spørgsmålet her er, om der skal afsættes yderligere 5,4 mio til rådighedsbeløbet.«

Din Avis Favrskov fangede efterfølgende både Kristoffer Merrild og Flemming Nørgaard over telefonen.

Her argumenterer Kristoffer Merrild fortsat for, at en idrætshal vil være en naturlig del af projektet. Han peger bl.a. på, at andre skoler i kommunen har en tilknyttet hal, og at Foldby-Norring er et bysamfund i vækst, der har brug for faciliteter til idræt og foreningsliv.

»Hvis vi bygger en helt ny skole og tænker et samfund ind, som bliver ved med at udvikle sig, så er der brug for et sted til bevægelse og foreninger. Vi har jo ikke andre skoler, hvor man ikke har tænkt en hal ind,« påpeger han og understreger, at hans holdning deles af de resterende socialdemokrater i byrådet.

Han erkender dog, at finansieringen kan blive en udfordring, men understregede, at det bør være en prioritet.

»Det bliver ikke med det samme. Det er penge, der skal findes over flere år. Men vi kommer til at have et bysamfund på størrelse med Thorsø, og hvis du gik rundt i Thorsø og spurgte, om man skulle nedlægge hallen der, ville der ikke være meget opbakning til det. Hvis man gerne vil udviklingen i Foldby-Norring, som der er lagt op til, så er det oplagt at tænke en hal ind.«

Ifølge Merrild er det ikke en holdbar løsning at leje haltimer i Friskolen i Hinnerup, som kommunen i dag gør, selvom han sætter pris på skolen er gået konstruktivt ind i udfordringerne.

»Lige nu bruger Friskolen i Hinnerup hallen derude. Hvis den hal skal understøtte to skoler, bliver det spredt tyndt ud. Det kan sagtens være en god løsning i nogle år, men på lang sigt er det ikke holdbart.«

»Rette tid og rette sted«

Flemming Nørgaard (V) gentog sin pointe fra byrådsmødet.

Han mener, at det ikke er relevant for den aktuelle budgetbevilling, der omhandler en kapacitetsudvidelse af skolen fra 210 til 230 elever.

»Det var ikke det, sagen handlede om. Den handlede om en ekstrabevilling med flere elever på skolen. Så det er det, den sag handler om og intet andet. Snakken om en hal tager vi til budgetaftalen. Den er ikke med indtil videre, og hvis den kommer, så kommer der en særskilt sag på det.«

Han påpeger, at prioriteringerne i kommunens budget er afgørende.

»Jamen, det kunne da være fint at få en ny hal, hvis der er penge til det. Men vi bliver nødt til at holde det op mod et budget. Jeg bliver også nødt til at skulle have penge til børnehaver og skoler i den her sag, og det har prioritet før en hal. Det er en højere prioritet for mig.«

Han afviser ikke, at der kan komme en hal på sigt, men understreger, at det må være en del af en større budgetforhandling.

»Det er jo derfor, man aftaler det her i et budget. Hvad er der penge til, og hvordan skal de fordeles? Tror der er rigtig mange, der synes, det ville være rart med en ny hal, men der skal jo være penge til det, og det skal diskuteres i den rette kontekst.«

Spørgsmålet om en idrætshal bliver ikke afgjort i denne omgang, men vil muligvis blive en del af budgetforhandlingerne i efteråret.

Imens fortsætter planlægningen af den nye skole, der forventes at stå klar i 2029.