Fortsæt til indhold

1.100 borgere må undvære madservice i ny kriseplan: »Det er ikke særlig trygt«

Byrådspolitiker kritiserer, at en større gruppe borgere er overladt til sig selv i kommunens nye plan, der skal sikre mad og vand til ældre og sårbare grupper i tilfælde af en krisesituation.

Samfund

I tilfælde af en krise skal der være mad og vand til de sårbare grupper i Aarhus. Ingen, som kommunen har ansvaret for, skal lades i stikken, lød det mandag fra borgmester Anders Winnerskjold (S). Men byrådspolitiker Jakob Søgaard Clausen (DD) peger nu alligevel på, at en gruppe bliver overset.

1.100 borgere er i dag visiteret til at få leveret et varmt måltid mad om dagen fra kommunen. De vil i tilfælde af en krisesituation få information om, at deres mad ikke kan leveres:

»Det, synes jeg ikke, er særlig trygt. Borgmesteren har netop meldt ud, at det er vigtigt, at ingen bliver glemt i fælde af en krise. Men her vil en stor gruppe sårbare borgere netop blive ladt i stikken,« siger Jakob Søgaard Clausen.

Udmeldingen fra Borgmesterens Afdeling kom på baggrund af en anbefaling fra beredskabsdirektøren i Østjyllands Brandvæsen om at igangsætte indkøb til kommunens ældre og sårbare borgere i tilfælde af kriser. Det estimeres, at det vil koste 2,4-3,6 millioner kroner at købe ind til tre dage til beboere og personale i vagt på plejehjem, bosteder og døgninstitutioner.

»Jeg synes, man glemmer, at der er en gruppe borgere, der er så dårlige, at de har brug for kommunens hjælp til mad, eller får hjælp til indkøb, og som vi derfor ikke kan forvente kan leve op til Beredskabsstyrelsens anbefalinger. Det er ikke særlig gennemtænkt,« mener Jakob Søgaard Clausen.

Jakob Søgaard Clausen mener, at de borgere i eget hjem, som får leveret mad fra kommunen, også i tilfælde af en krisesituation skal kunne få mad. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen

Han så gerne, at man - ligesom man gør for de borgere, der bor på plejehjem og bosteder - forbereder, at man kan træde til med mad og vand i tilfælde af en krisesituation.

Indstillingen om indkøb til de sårbare grupper blev diskuteret på magistratsmødet tirsdag, og her havde Jakob Søgaard Clausen forinden bedt om, at politikerne, der sidder i Magistraten, forholdt sig til hans bekymring.

Må klare sig selv

Redaktionen har forsøgt at få en kommentar fra borgmester Anders Winnerskjold, men han henviser til rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde (V).

Ifølge venstre-rådmanden skyder Jakob Søgaard Clausen dog ved siden af målet.

»Det er jo et spørgsmål om prioritering. Nu har vi inden for det eksisterende budget fundet penge til at tage første skridt i forhold til et nødberedskab. Så må de 1.100 borgere, der udover et måltid om dagen fra kommunen er på egen kost, klare sig uden vores hjælp i en krisesituation. Jeg synes i stedet, at man skal glæde sig over, at vi er den første kommune i landet, der selv tager ansvar for at sikre vores beboere på plejehjemmene og bostederne,« siger Christian Budde.

Han fortæller, at bekymringen også blev rejst på magistratsmødet tirsdag:

»Det er fint, at han rejser opmærksomhed på det. Og skal der ikke også være en løsning til de borgere? Jo, hvis der var uendelige penge til rådighed. Men nu starter vi med de allersvageste grupper, og det er altså vores plejehjemsbeboere og borgere på bosteder og døgninstitutioner,« forklarer Christian Budde, der åbner en dør på klem for en løsning senere hen:

»Nu tager vi første skridt. Jeg kan ikke afvise, at vi, når vi tager andet og tredje skridt, kan finde penge til denne gruppe også.«

Indkøb af mad, vand og hygiejneartikler til de mest sårbare grupper forventes at blive foretaget i løbet af de kommende uger.