Når overgangsalderen banker på, og alle andre er gravide

Foråret er der, hvor håbet spirer. Hvor lyset stille og roligt finder sin vej. Hvor forårsblomsterne pibler frem, og træerne springer ud. Foråret er der, hvor solsortehannerne begynder sin kalden i håbet om at finde sin mage.

De er klar på kærligheden og på at reproducere sig selv. Ikke meget anderledes end mennesket.

Måske lige bortset fra at menneskelige undfangelser boomer omkring nytår.

Når 2 bliver til 3

Selv om jeg har reproduceret mig selv for mange år siden, og jeg på den måde er omgivet af kærlighedens frugt, så er det på en eller anden måde også med vemod, at jeg må sande, at min evne til at skabe endnu et lille væsen er ved at være ved vejs ende.

Ikke at jeg på sin vis ønsker det anderledes, men jeg tager mig alligevel i at kigge lidt misundeligt på alle de gravide maver, jeg pt. er omgivet af. Jeg mindes den første gang, jeg skabte og mærkede liv. Jeg var 26 år, og det skulle vise sig, at det hurtigt lykkedes mig at blive gravid, da vi havde besluttet os for, at det var det helt rigtige tidspunkt.

Jeg var i gang med at afslutte min pædagogiske uddannelse og ville være færdiguddannet, når den lille kom. Reden var bygget, og der var ro til at skabe en familie. Det var stort for mig at blive mor, men forældrerollen var også en ny og ukendt rolle, som jeg som alle andre førstegangsforældre skulle vænne mig til at navigere i.

Accept

Parforholdsmæssigt kræver det sit, for livet forandrer sig med en lille ny. I forandrer og udvikler jer. Du forandrer dig. Accepter, at sex og parforhold får en anden betydning med en lille ny, og at det at være sammen som par kan blive anderledes for en stund eller for altid. Lige pludselig er der ikke frihed til de samme ting, som man kunne, da lejlighed og hus ikke var fyldt med babygråd.

For mange kan seksualiteten også glide lidt i baggrunden, og det er meget naturligt; kvindens krop har trods alt lige gennemført 9 måneders hårdt arbejde og en afsluttende maraton, som det er at bære og føde et barn, og det er ikke sikkert, man finder sig lige så attraktiv som før.

Psykisk kan det i sig selv også være så overvældende, at man lige skal heale og finde sig selv igen og som par, men lige så stille indfinder lysten sig igen for de fleste.

Alt har sin tid

Samtidig kan man få en følelse af, at man ikke behøver andet end det lille vidunders nærhed for at fylde én med lykke, og det kan omvendt give den anden en følelse af at være skubbet lidt ud på sidelinjen som en lille forvist fugleunge, der er på vej ud over redekanten.

Selv fandt jeg nye måder og tidspunkter at være sammen med min partner på samtidig med, at vi begge accepterede, at min krop forandrede sig undervejs og efter fødslen.

Tre år senere var vi heldige at blive beriget med et barn mere, og vi følte begge, at vores familie var fuldendt.

Men indimellem som nu, hvor jeg føler mig omringet af gravide kvinder, kribler det på den ene side i mig, mens jeg på den anden side må erkende, at alt har sin tid, og at det også er helt okay.

Kys livet, baby og hinanden

Mens min krop langsomt går ind i en ny epoke, dvæler jeg ved minderne om dengang og sender en kærlig hyldest til alle mine gravide medsøstre og deres udkårne. Tag jeres partner i hånden, giv tid til at finde jeres nye plads som forældre. Kys livet, baby og hinanden, tal sammen og vær taknemmelige.