»Man må håbe, at der ikke også denne gang skal en borgerkrig til, før USA kommer på ret køl«

Det var midt under en af de mest dramatiske epoker i den amerikanske historie, at præsident Richard Nixon leverede sin ikoniske udtalelse:

»Hvis præsidenten gør det, betyder det, at det ikke er ulovligt.«

Vi er tilbage i begyndelsen af 1970’erne, Watergate-skandalen rullede, og Nixon mente, at han som præsident var hævet over loven. Så hævet, at selv om han måtte have beordret det ulovlige indbrud i sine politiske modstanderes hovedkvarter, ja, så var det lige meget.

Han måtte gøre, hvad der passede ham.

Alle de ulovligheder, som hobede sig op – ikke mindst på de båndoptagelser af møder i Det Ovale Værelse, som Nixon selv iværksatte – fejede han til side.

Af samme grund nægtede han at udlevere de skæbnesvangre råbånd. Men højesteretten var uenig. Den fastslog, at båndene skulle afleveres.

Budskabet var klart. En præsident kan ikke bare gøre, hvad der passer ham.

»Alle er lige for loven«, som der står over indgangen til højesteret i Washington D.C.

Det var, som man siger, en anden tid.

For med den amerikanske højesterets historiske dom sidste år, hvor det blev slået fast, at en præsident faktisk ikke kan retsforfølges og dømmes, er virkeligheden i dag, at Nixon fem årtier efter sit udsagn fik ret.

Det hjalp ikke ham, men det hjælper i den grad Donald Trump.

Svært at adskille jura og politik

Med højesterets afgørelse døde de fire store straffesager, der var i gang mod ham. Voldsomme anklager for forsøg på kup forsvandt som sne i maj.

Resten er velkendt historie.

Med ”Ret og magt i USA” leverer Ruben Toft Sindahl, jurist med både dansk og amerikansk bestalling, et stærkt argument for, at det amerikanske retssystem i dag er så politisk, at magtens tredeling er tæt på at være en illusion.

Især den amerikanske højesteret, som træffer principielle afgørelser, har i de forløbne år, hvor flertallet af dommere er tippet til republikansk fordel, blandet sig så meget i politik, at det ifølge den bogaktuelle forfatter er svært at holde jura og politik adskilt.

På det punkt er forskellen på USA og Danmark kolossal.

Hos os har politikere i realiteten ingen indflydelse på, hvem der bliver dommere, og ingen dansker behøver at bruge tid på at tænke over, om en dommer er udpeget under Mette Frederiksen (S) eller Lars Løkke Rasmussen (M).

I USA er det lige omvendt.

Højesteretsdommere er udpeget af præsidenten. De sidder på livstid, hvis de vil, og lige nu er seks af de ni højesteretsdommere udpeget af republikanske præsidenter – heraf hele tre af den nuværende.

Det betyder alt.

Et retssytem fuld af absurditeter

Ruben Toft Sindahl er jurist fra såvel Københavns Universitet som University of Pittsburgh, og mod slutningen af sin bog konstaterer han, at det for mange er svært at forstå, at »en præsident, der har forsøgt at undergrave demokratiet, stjæle valget og satte gang i et stormløb på Kongressen, nu kan blive præsident igen og ser ud til helt at undgå konsekvenser«.

Måske er det årsagen til, at kun 40 pct. af amerikanerne har tillid til højesteret i dag:

»Ingen, der går ind igennem de massive marmorsøjler foran højesteret, hvor dommerne afgjorde Trumps sag om immunitet, kan undgå at se de kæmpestore bogstaver, hvor der står: Alle er lige for loven. Men systemet har i Trumps tilfælde vist, at det ikke er alle i USA, der er helt lige for loven,« som der står i ”Ret og magt i USA”.

Det er velgørende, at Ruben Toft Sindahl ruller absurditeterne i retssystemet ud. Han gennemgår, hvordan det republikanske flertal af dommere i Højesteret på afgørende vis har transformeret demokratiet med tydelige politiske og ikke juridiske domme – eksemplerne er flere:

Fjernelsen af den universelle ret til abort. Fjernelsen af restriktioner på rigmænds donationer til partier. Fjernelsen af myndigheders ret til at administrere miljølovgivning.

»Der er noget galt«

Men det er ærgerligt, at forfatteren fokuserer så meget på højesteret, hvor dommene falder ud til Republikanernes fordel, og til gengæld skriver så lidt om de lavere retsinstanser, hvor det ofte er Demokraterne, der sidder på magten – med politisk valgte anklagere og dommere.

De største af de sager, som nu er droppet mod Donald Trump, blev ført af anklagere og foran dommere, som helt åbenlyst var politisk motiverede.

Ruben Toft Sindahl understreger igen og igen sin store forkærlighed for det USA, hvor han har boet i 10 år. Men han er tydeligvis mere end bekymret i dag, hvor »der er noget galt«, som han skriver:

»Hvordan gik USA fra at være indbegrebet af et demokrati, som andre lande efterstræbte at efterligne, til den situation, som landet i dag står i?«

I bogen giver Ruben Toft Sindahl mange gode svar om retten til at stemme, om den politiske højesteret, om pengenes magt. Fokus er på juraen, hvilket gør de 350 sider til et fint tilskud til den politiske debat, der dækkes så tæt. Indimellem er bogen lige lovligt detaljeret i gennemgangen af domme, men forfatteren har styr på juraen og forståelse for den skæve udvikling.

Balancen er truet

I epilogen understreger Ruben Toft Sindahl, at den amerikanske forfatning er skrevet på en måde, der fordrer samarbejde og kompromisser mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt, mellem præsidenten, Senatet og Repræsentanternes Hus, mellem den føderale magt og de enkelte delstater.

Lige nu er balancen truet, lyder en af bogens pointer, og forfatteren afslutter med et ildevarslende håb:

»Man må håbe, at der ikke også denne gang skal en borgerkrig til, før USA kommer på ret køl igen.«

Efter endt læsning af ”Ret og magt i USA” står det i hvert fald klart, at det næppe er den på papiret uafhængige højesteret, som skal bremse Trumps test af forfatningen.

Tværtimod.