Markant ændring truer øens eneste taxa: »Det må simpelthen være en svipser af politikerne«
Alle må fremover køre taxa på Anholt. Det kan få store konsekvenser på Kattegatøen.
»Det må simpelthen væren svipser af politikerne,« siger Liselotte Arentz Sørensen.
Hun driver Anholt Taxi - Kattegatøens eneste taxi-service - og den mulige svipser, hun henviser til, er miljø- og teknikudvalgets beslutning om at ændre på reglerne for persontransport på Anholt.
»Jeg vælger at tro, at det må være, fordi de ikke har sat sig helt ind i, hvad det er, de sætter over styr ved at ændre på reglerne. Det må være, fordi man ikke har tænkt sig godt nok om, og det er derfor, jeg mener, det må være en svipser,« uddyber taxavognmanden.
Alle må køre taxa
Sagens kerne er taxiloven.
Den blev ændret i 2024 for at give de danske ø-samfund bedre mobilitet ved at undtage dem fra taxiloven.
Det betyder, at alle private må tilbyde befordring i egen bil uden at være omfattet af taxilovens bestemmelser om chaufførkort, sædefølere, taxameter og tilslutning til et kørselskontor.
Nogenlunde samme ordning, som virksomheden Uber forsøgte sig med, inden den lukkede i Danmark som følge af ny taxalovgivning.
Betingelserne er, at øen ikke er bro- eller landfast, og at der ikke i almindelighed finder taxikørsel sted på øen.
Sidste del af betingelserne er vigtig for Anholt, for Liselotte Arentz Sørensen kører i princippet ikke taxikørsel på Anholt.
På grund af øens isolerede beliggenhed, der kræver knap tre timers færgefart, kører Anholt Taxi på en dispensation fra lovgivningen, som falder under kategorien ’persontransport for offentlig myndighed’.
Det betyder, at Liselotte Arents Sørensen ikke behøver at køre med et normalt taxameter, hvorfor en normal tur med Anholt Taxi koster en fast pris.
På den måde kan hun selv planlægge sine ture og samle kunderne op undervejs på den lille ø og dermed fylde bilen med folk, der eksempelvis skal fragtes til færgen.
Efter den nye taxalovgivning er det Norddjurs Kommune, der kan beslutte, om der skal ske ændringer i persontransporten på Anholt, og et flertal i miljø- og teknikudvalget har nu stemt for, at Anholt helt skal undtages fra lovgivningen.
Det vil sige, at der åbnes for, at alle private bilejere kan tilbyde persontransport.
Farvel til job
Her begynder faresignalerne at ringe for den nuværende taxavognmand på Anholt.
Med beslutningen frygter hun et scenarie, hvor blandt andet turister og sommerhusejere øjner en mulighed for lidt lettjente penge.
»Hvis der pludselig holder en masse ned ved færgen, som synes det er sjovt at køre taxa i sommermånederne og tager hovedindtægten på kørslerne, så er det jo ikke givet, at jeg synes, der er nok forretning i at holde dernede i oktober-november måned, eller jeg skal finde på noget andet,« siger Liselotte Arents Sørensen.
Det er således i højsæsonen, hun skal sikre sig langt størstedelen af sin indtægt fra persontransporten, som i dag svarer til cirka en halvtidsstilling.
Resten til en fuldtidsstilling stykker hun sammen igennem andre erhvervsopgaver på øen i virksomheden, hun driver sammen med sin mand.
»Der er jo ikke særlig mange jobs på småøerne, så jeg kan slet ikke forstå, hvorfor man gerne vil sige farvel til et job, som klarer sig selv uden støtte, og som er med til at tjene sin egen løn her på øen. I stedet vil man have nogen tilfældige til at gøre det,« uddyber hun.
Gør op med monopol
Formand for miljø- og teknikudvalget Niels Ole Birk (V) er en del af det flertal i udvalget, der stemte for en ændring i reglerne.
Han erkender, at sagen har været svær af netop de årsager, som vognmanden påpeger.
»Jeg anerkender fuldt ud, at Liselotte synes, det her er rigtig træls. Der har været lidt et monopol, som måske har fungeret godt for Anholt, men nu har vi fået den her mulighed for at prøve noget andet af. Som liberal har jeg lidt svært ved at sige, at det skal vi ikke, for det er også de frie markedskræfter, der rykker,« siger Niels Ole Birk.
Han noterer, at der i beslutningen også står skrevet, at undtagelsen fra taxalovgivningen til enhver tid kan ophæves igen.
Niels Ole Birk konstaterer dog også, at langt fra er sikker på, at Anholt Havn vil være fuld af biler klar til køre taxa i sommermånederne.
»Jeg kan godt tvivle på, at folk vil have bil med derover for at køre taxa i fem-seks uger i højsæsonen. Men hvis det viser sig, at vi skyder helt ved siden af skiven, så har vi i hvert fald sikret os, at vi har mulighed for at ændre det,« siger han.
Flere funktioner undersøges
I miljø- og teknikudvalget har næstformand Niels Basballe (S) benyttet sig af standsningsretten.
Det betyder, at sagen skal behandles i kommunalbestyrelsen, og Niels Ole Birk erkender også, at der ligger et yderligere undersøgelsesarbejde indtil da.
Liselotte Arentz Sørensen har drevet Anholt Taxi siden 2011, men ud over den almindelige taxakørsel så fungerer hendes bil også som sygetransport og kirkebil, ligesom taxaen også er en del af det lokale beredskab.
De funktioner vil forsvinde, hvis Liselotte Arentz Sørensen vælger at trække stikket.
»De ting var ikke en del af sagsfremstillingen, så det fyldte ikke ret meget i vores diskussion. Efterfølgende er jeg blevet opmærksom på, hvor meget den del faktisk betyder på Anholt. Det er vi i gang med at folde mere ud, så vi er klogere, når sagen kommer i kommunalbestyrelsen,« lyder det fra Niels Ole Birk.
Betydningen af vogne på en ø, hvor der er tre kilometer fra byen til færgelejet, har borgerforeningsformand Birgitte Dahl Jeppesen tidligere sat ord på til avisen.
»Om vinteren går man ikke bare lige fra færgen og op til byen på Anholt, så særligt for de ældre borgere bliver det svært at bevæge sig rundt. Det er jo ikke til at sige, hvor mange der vil benytte sig af muligheden, hvis alle pludselig må køre en form for taxakørsel, men i forvejen har vi på øen også et ønske om, at der ikke er alt for mange biler på vores begrænsede vejnet, så bekymringen for hvad der vil ske, den er helt reel. Og så synes jeg, at det er virkelig ærgerligt at ødelægge noget, som fungerer godt,« lød det fra Birgitte Dahl Jeppesen.