Viser vejen med ny opfordring: »Kaffe i din egen kop«
Skanderborg Kommunes Biblioteker er blevet verdensmålscertificeret. Nu er de klar med ny kampagne for mere bæredygtig drift.
Under sloganet ’Medbring din egen kop’ vil Skanderborg Kommunes biblioteker nedbringe brugen af engangsemballage ved udvalgte arrangementer.
Bibliotekerne blev verdensmålscertificeret i 2024, og har den seneste tid arbejdet aktivt for at inddrage verdensmålene som en fast del af bibliotekets arbejde.
Med certificeringen forpligter Skanderborg Kommunes Biblioteker sig nemlig til selv at være med til at vise vejen og arbejde for at drifte de fire bibliotekshuse mere bæredygtigt.
»Med vores verdensmålscertificering følger en naturlig forpligtelse til at arbejde med fokus på de 17 verdensmål. Derfor vil vi den kommende tid rette opmærksomhed på brugen af engangsemballage. Til mange af vores foredrag og workshops tilbyder vi deltagerne en kop kaffe. Fremover opfordrer vi deltagerne til at medbringe deres egen kop. Så lover vi til gengæld at fylde dejlig kaffe eller te i den,« lyder det fra Anne Mette Høncke, der er bibliotekernes leder for innovation.
Hvilke biblioteksarrangementer, der er omfattet af gratis kaffe, vil fremgå af annonceringen. Og skulle du have glemt din kop, forlyder det, at biblioteket har fået doneret et assorteret udvalg af hjemløse kopper fra RenoSyd til udlevering.
Det er Danmarks Biblioteksforening, netværket DB2030 og bæredygtighedsorganisationen Chora 2030, der står bag udviklingen af det certificeringsprogram, som Skanderborg Kommunes Biblioteker nu er blevet en del af, og som skal være en fælles ramme for bibliotekernes verdensmålsarbejde. Udviklingsprojektet er støttet af Tryg Fonden.