Fortsæt til indhold

Landsby ved Randers udstiller idéer om fremtidens landsby

En række projektidéer om, hvordan fremtidens landsby kan se ud, er på landsturné - og kan nu ses i Albæk.

Samfund
sra

Nu er det muligt at opleve forslagene fra idékonkurrencen ’Det er dejligt på landet’, når de udstilles i Klyngehuset i Albæk. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Konkurrencen havde til formål at få nytænkende idéer og forslag, der kan omdanne og revitalisere landsbyer til at blive bæredygtige og levende samfund, og den tog udgangspunkt i netop Albæk som eksempel på en typisk, dansk landsby.

De 17 projekter byder på hver deres måde ind med kreative idéer og konkrete forslag til, hvordan man kan udvikle landsbyerne på en bæredygtig måde og sikre, at de også i fremtiden er attraktive steder at bo.

Siden konkurrencens afslutning har der været stor interesse for projekterne blandt arkitekter og andre fagpersoner, som beskæftiger sig med udvikling af landdistrikter i hele landet. I marts måned og året ud drager udstilling derfor videre på turné med første stop på Maltfabrikken i Ebeltoft, hvorefter den tager videre til blandt andet Viborg og Hjørring - og flere aftaler er i støbeskeen.

»Jeg er rigtigt glad for at opleve den store interesse, der er for projekterne og er stolt af, at Albæk på den måde kan være med til at inspirere til, hvordan landsbyer i hele landet kan udvikles og fremtidssikres,« siger Anne Hjortshøj (S), der er formand for Landdistriktsudvalget, i pressemeddelelsen.

Også hos Arkitektforeningen skaber interessen glæde.

»Vi er i Arkitektforeningen Østjylland glade for, at projekterne kan være med til at inspirere i hele landet og kan bruges som en løftestang ind i den nationale debat om, hvordan vi i fremtiden skal bruge vores kulturarv, landskaber og fællesskaber til at løfte livet på landet,« siger Trine Lybech, der er projektleder under Arkitektforeningen Østjylland.

Udstillingen kan opleves til og med 10. marts i Klyngehuset i Albæk.