Fortsæt til indhold

To nye skove skal rejses i Syddjurs

Otte nye steder i Midtjylland har fået støtte fra Klimaskovfonden til at plante ny skov. To af dem ligger på Syddjurs.

Samfund
sra

Vi skal have meget mere skov på landkortet de kommende årtier. Allerede nu kan små grønne pletter i Midtjylland blive til virkelighed, skriver Klimaskovfonden i en pressemeddelelse.

Klimaskovfonden er en uafhængig statslig forvaltningsenhed oprettet af Folketinget, og fonden skal bidrage til de danske klimamål gennem blandt andet skovrejsning.

Fonden melder netop nu ud, at 32 nye skove får støtte, og otte af dem er i Midtjylland, hvor jordejere nu får støtte fra til at rejse skov.

De nye skove vil over tid optage CO2 og dermed gavne klimaet.

Blandt de nye skove er to på Syddjurs. En ved Feldballe, der vil blive på 20,6 hektar og en ved Hornslet, der vil dække 5,7 hektar.

I forvejen er der 43 skovrejsningsprojekter og et lavbundsprojekt i gang i det midtjyske gennem Klimaskovfonden.

Jordejerne er på den måde allerede i gang med at bidrage til den omlægning af landbrugsarealer, der skal ske med Den Grønne Trepart.

Både kommuner, kirker og private jordejere får støtte fra Klimaskovfonden til at rejse skov eller udtage lavbundsjorder.

Når Klimaskovfonden støtter skovrejsning, stiller de krav om at der plantes skove med stor variation i træ- og buskarter, så skovene er robuste overfor klimaforandringer i fremtiden.

»Når vi bruger naturens egne virkemidler i klimaindsatsen, kan vi glæde os over, at en ny skov samtidig beskytter vores drikkevand og vandmiljø, og giver naturen mere plads til at udfolde sig på. Derfor er vi rigtig glade for at flere jordejere i Midtjylland vil være med til at rejse skov på deres jord,« lyder det fra Klimaskovfondens direktør, Poul Erik Lauridsen.