Fortsæt til indhold

LA og Venstre taler med to tunger, når de siger, de støtter erhvervslivet

Samfund
Diana Therese MikkelsenDanmarksdemokraterne, medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs

LA og V taler med to tunger når de fremturer med, at vi i Norddjurs ønsker at være de bedste til at understøtte erhvervet.

Som medlem af bl.a. Erhvervsudvalget og kontaktudvalget for Anholt kan jeg kun se hovedrystende på at ovennævnte partier ønsker at underminere Anholt Taxi ved at give alle der ønsker at kører personbefordring tilladelse til dette som følge af den nye taxa lovgivning.

Hvordan passer det ind i ligningen at vi begynder at modarbejde øens eneste vognmand, der i forvejen har stykket sin forretning sammen med flere erhverv for at kunne forblive på øen og ernærer sig selv.

En frisættelse af at alle kan kalde sig chauffør og kører persontransport på øen uden nogen form for tilladelse, kan i værste fald betyde at Anholt Taxi må lukke og slukke og hvad gør man så, når der skal køres for beredskabet som Anholt Taxi er en del af, ligesom der er garanteret skatteindtægt af den omsætning der genererers, blot for at nævne nogle få fordele ved at beholde den nuværende ordning på øen.

Diana Therese Mikkelsen (DD).

Det er desværre ikke så prestigefyldt at være lille erhvervsdrivende og slet ikke at være øen Anholt når man generelt taler Norddjurs. Så det bliver et nej tak herfra, til at sætte kniven på struben af en af vores erhvervsdrivende i Norddjurs, uagtet at firmaet ikke er at finde som respondent i de målinger vi bryster os af at ligge i toppen af og blot er en enkelt person der kæmper med næb og klør for at bevare sit fundament som erhvervsdrivende på Kattegat øen Anholt.

Hvis man vil være i toppen og være de bedste - så understøtter man alle, store som små virksomheder og ikke mindst dem som man kan se har brug for en hjælpende hånd, især når de er bosiddende langt fra fastlandet og ikke har de muligheder vi andre har for at finde arbejde på fastlandet.

Niels Basballe, et årvågent medlem af miljø- og teknikudvalget hvor vi er partier der ikke er repræsenteret, fik bremset sagen der ellers var flertals godkendt og vi behandler punktet på først kommende kommunalbestyrelsesmøde, hvor det heldigvis ser ud til at vi har flertal for at bevare den nuværende ordning.