Fortsæt til indhold

Sur smiley til café på strøget: Særligt i kælderen gemte de problematiske forhold sig

Sorte belægninger og bananfluer. Sådan så det ud, da Fødevarestyrelsen senest var forbi Me & Mê Café på strøget.

Samfund

Det står noget værre til hos Me & Mê Café på strøget i Aarhus, end det gjorde ved det sidste kontrolbesøg i september. D. 29. januar var Fødevarestyrelsen forbi Me & Mê Café på baggrund af en forbrugerhenvendelse. Her fik de en sur smiley på grund af blandt andet dårlig hygiejne.

Det fremgår af en kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen.

Caféen er kendt for at servere poke bowls og banh mi sandwiches. Men udover mad, så har de også en salon. Her kan man blandt andet få massage og få lavet negle.

Efter besøget har caféen, der ligger på strøget i Aarhus, fået fremsendt et bødeforlæg på 10.000 kr..

Hygiejneproblemer i kælderen

I kælderen blev der konstateret flere bekymrende forhold. Blandt andet forsøgte virksomheden at bekæmpe bananfluer. Derudover blev der i produktionslokaler i kælderen fundet problemer omhandlende belægninger og kondens.

»Jeg kan godt se det, og vi forsøger at finde en løsning på kondensproblemet,« står der i rapporten, at virksomheden udtalte til Fødevarestyrelsens kontrollant ved besøget.

Ved loftet over opvaskemaskinen blev der konstateret kraftige, sorte og brune fugtige belægninger. Langs siden ved opvaskemaskinen var der hvide fastsættende belægninger langs væg, rør og fugtige belægninger på gulv.

Døren ud til baggården stod åben, og der blev fundet fødevarerester foran affaldsposer og på trappen, fremgår det af rapporten.

»Det er ikke vores affald, og vi har sagt det til de andre. Indskærpelse medfører gebyrbelagt opfølgende kontrol,« havde virksomheden at tilføje.

Under en friture var der fedtede gul/brune belægninger, fødevarerester og emballagerester.

Omkring ovnen var der brunt »opsprøjt«. Også stikkontakter havde sorte belægninger, konstaterede Fødevarestyrelsens kontrollant.

Da avisen kontakter Me & Mê Café for at få en kommentar til Fødevarestyrelsens fund, får vi at vide, at de ikke har yderligere at tilføje.