Måtte vente næsten to år - kommunen halter efter med kontrol af plejehjem
Aarhus Kommune overholder ikke sin årlige tilsynspligt på 14 plejehjem. For to plejehjem betyder det knap to år uden tilsyn. Det er noget sjusk, mener Ældrerådet.
Bliver journalerne ajourført? Bliver medicinen håndteret korrekt? Har medarbejderne styr på, hvilke ønsker plejehjemsbeboeren har for sin sidste tid?
Sådanne ting bliver tjekket mindst én gang om året, når kommunen eller et eksternt firma fører tilsyn med de cirka 50 plejehjem, der findes i Aarhus.
Eller det burde det. Men det viser sig, at 14 plejehjem i Aarhus ikke fik et tilsynsbesøg sidste år. Nogle har måttet vente helt op til 22 måneder.
Derimod har der været travlt i januar og februar, hvor der i skrivende stund er udført tilsyn på otte plejehjem, og seks besøg er på vej.
Og det er noget sjusk, mener Ældrerådet i Aarhus Kommune:
»Det er da ikke i orden. Det tilsyn skal udføres en gang om året og spredes ud over hele året, så alle plejehjem løbende kan lære af de ting, der peges på i tilsynet. Nu vasker man hænder ved at sige, at et tilsyn i januar og februar 2025 er gældende for 2024. Det er måske ingen katastrofe, men man har ligesom sat tiden i stå, og snyder på vægten,« siger Jan Radzewicz, der er formand for Ældrerådet.
Han undrer sig over, at man ikke har tjekket op på, om det eksterne firma, som står for halvdelen af tilsynsbesøgene, lever op til kontrakten.
»Hvorfor sikrer kommunen ikke det? Hvis jeg betaler for en ydelse, så holder jeg da også øje med, om jeg får det, jeg har betalt for. Det er noget underligt sjusk. Det er slaphed,« siger Jan Radzewicz.
Har måttet skubbe det
Aarhus Kommune forklarer, at det er en omorganisering i Kvalitetsenheden, der varetager tilsynsbesøgene, der er den primære årsag til, at man halter bagefter.
»Vi har måttet skubbe nogle af 2024-tilsynene ind i januar og februar 2025 dels på grund af en omorganisering og på grund af nyansættelser. Der er ganske få personer, der kan lave tilsynene, og man skal være to af sted. Vi skal selvfølgelig overholde forpligtelsen til at udføre tilsynet en gang om året, men der er grænser for, hvor meget man kan presse ind, og det kan ske, at det bliver i januar eller februar i stedet,« siger Kirsten Høgh Obling, der er stabschef og faglig chef for Kvalitetsenheden, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune.
Hun forklarer, at alle plejehjem med udgangen af februar vil have fået et tilsynsbesøg gældende for 2024.
Det er både tilsynene, som udføres af kommunen selv, det såkaldte interne læringsbesøg, og det tilsyn, som kommunen køber sig til hos et eksternt firma, der er forsinkede.
Dermed har firmaet ikke levet op til den kontrakt, I har indgået med det?
»Ja, det kan man godt sige, men det er ikke det take, jeg har på det, for samtidig har firmaet også taget flere tilsyn, end vi oprindeligt havde aftalt, fordi vi ikke har kunnet nå det,« forklarer Kirsten Høgh Obling.
Hvis man kigger på, hvornår det forrige tilsyn blev udført, så er der to plejehjem, som har været uden tilsyn i knap 22 måneder. Er det godt nok?
»Det burde ikke kunne ske. Det vil jeg kigge nærmere på,« siger Kirsten Høgh Obling, der vender tilbage skriftligt dagen efter:
»Jeg har tjekket op på de to plejehjem, og du har helt ret. Dette faktum beklager jeg meget, det er ikke godt nok, og som jeg sagde til dig, det burde ikke kunne ske.«
Med regeringens nye ældrelov bliver det snart ikke længere Aarhus Kommune, der skal stå for ældretilsynene. 1. juli overgår ansvaret til tre kommuner, der skal stå for at føre tilsyn med alle landets plejehjem, og det bliver derefter udført inden for en femårig periode eller efter en risikovurdering.