Bor 50 meter på den 'forkerte' side af skiltet: Sabrina frygter for sine børns liv hver morgen
Skolebussen kører uden Sabrina Stoltze Hougaards børn, fordi familien bor 50 meter inde på den ‘forkerte’ side af kommunegrænsen.
Sabrina Stoltze Hougaard sender sine børn på henholdsvis 9 og 12 år afsted på cykel om morgenen med en klump i halsen.
»Jeg frygter allermest, at der sker dem noget. At de bliver kørt ned af en bil,« siger moren til Mathias og Elina Stoltze Hougaard, der forsøger at køre børnene til bussen, så ofte som muligt.
TV2 Østjylland har den seneste tid vist flere eksempler på skoleveje, hvor børnene, ifølge deres forældre, dagligt er i fare på grund af dårlige trafikale forhold.
Sabrina Stoltze Hougaards børns rute til skolebussen går langs en skovvej, hvor der hverken er gadelys eller cykelsti. Vejen er smal, bakket og snoet, og der er begrænset udsyn for både cyklister og bilister.
»Mine børn fortæller ofte, at bilerne har kørt rigtig stærkt, eller at de blev ramt af en sten, der blev slynget over og ramte deres cykel,« siger Sabrina Stoltze Hougaard.
Ud i grøften
Når store køretøjer passerer, må børnene, ifølge deres mor, klemme sig helt ud i grøften, hvor der ofte er mudder og grus.
Situationen er værst i de mørke morgentimer, hvor det kan være svært for førerne af bilerne og de store landbrugsmaskiner at se børnene i tide.
Men faktisk kunne børnene komme tryggere i skole med skolebussen, der kører relativt tæt forbi familiens hus. Problemet er bare, at familiens hus ligger 50 meter inde i Syddjurs Kommune, mens børnene går på Glesborg Skole, som ligger i Norddjurs Kommune.
Ifølge reglerne har de nemlig kun ret til at blive hentet på matriklen, hvis de bor i den kommune, hvor skolen ligger.
»Det er så åndssvagt, fordi kommuneskiltet, som skiller Syddjurs og Norddjurs, står lige uden for vores matrikel. Hvis vores børn går ud til vejen, står de faktisk i Norddjurs Kommune, men de kan ikke få lov til at blive samlet op af skolebussen,« siger Sabrina Stoltze Hougaard.
Familien har forsøgt at løse problemet, blandt andet ved at anmode om en ændring af kommunegrænsen, at få etableret en cykelsti eller at få bussen til at stoppe tættere på deres hjem, men uden held.
Norddjurs Kommune afviser, ifølge Sabrina Stoltze Hougaard, muligheden for at ændre ruten, da de ikke må tilgodese familier bosat i en anden kommune.
»Vi har valgt at bosætte os i Syddjurs Kommune, men dengang var der en folkeskole i Ørum, som vi rigtig gerne ville bakke op om – en skole, som jeg selv har gået på i alle mine folkeskoleår. Da skolen blev lukket, ville vores børn gerne bevare de relationer, de allerede havde i Norddjurs, og derfor flyttede de med til Glesborg Skole,« siger Sabrina Stoltze Hougaard
De brede traktorer
Før TV2 Østjylland tog med datteren Elina Stoltze Hougaard ud på cykelruten, satte hun ord på, hvordan hun opfatter den én kilometer lange rute.
»Jeg er bange for traktorerne, fordi de er meget brede, og når jeg cykler, prøver jeg at trække ind til siden, men der er ikke så meget plads, og de kommer bare susende forbi,« siger 9-årige Elina Stoltze Hougaard.
Familiens frygt for en ulykke er ikke blot en hypotetisk bekymring – moren har selv oplevet, hvor lidt plads der er på vejen.
»Jeg kom kørende på skovvejen, og så kommer der en modkørende bil som rammer mit sidespejl. Ruden eksploderer simpelthen, så jeg sidder med glas over det hele, og mit sidespejl i skødet,« siger Sabrina Stoltze Hougaard.
Sabrina Stoltze Hougaard insisterer på, at børnene altid har deres telefon med sig. Hver morgen venter hun på en besked om, at de er nået sikkert frem til bussen.
Længere mellem opsamlingsstederne
Ifølge Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, er skoletransport en udfordring i mange landdistrikter.
»Der bliver sparet på busdrift og veje, og vi oplever, at der generelt er blevet længere til de steder, hvor busserne kan samle børnene op,« siger formanden.
Han understreger, at ansvaret for sikker skoletransport ligger hos kommunerne, der bør vurdere, om vejene er sikre nok for børnene.
»Hvis vi ønsker liv i landdistrikterne, bliver vi nødt til at sikre, at børnene kan komme trygt i skole – uden at det kræver lange og potentielt farlige cykelture,« siger han.
Familien er stadig på bar bund, og Sabrina Stoltze Hougaard er frustreret.
»Vi tænker tit, at det er utroligt, at det kan være så svært, og at der ikke er nogen, der helt kan forklare os, hvordan vi kan få hjælp til det her,« siger hun.
Hver morgen sender Sabrina Stoltze Hougaard sine børn afsted med en bekymring, der ikke forsvinder, før hun modtager en besked om, at de er nået sikkert frem.
»Det handler om, at børn skal trives, og have samme muligheder for at komme trygt i skole, som dem inde i byen,« siger hun.
”Forkert kommune”
TV2 Østjylland har talt med Norddjurs Kommune, som henviser til et tidligere svar, som Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune sendte til familien tilbage i 2024.
I det står der følgende:
”Da I er bosat i Syddjurs Kommune, er jeres børn ikke berettigede til kommunal skolebus til folkeskoler i Norddjurs Kommune. Norddjurs Kommune må ikke planlægge eller ændre skolebusruter for børn, der ikke er transportberettigede. Norddjurs Kommune kan derfor ikke imødekomme jeres ønske om at omlægge skolebusserne.”
”Der er en chance for, at ruten på et tidspunkt skal omlægges for at hente børn, der er berettigede til transport, og derfor kommer nærmere jeres adresse. Den aktuelle planlægning af ruterne for det kommende skoleår har desværre ikke givet anledning til at omlægge ruten, så I får lettere adgang til skolebusser.”
TV2 Østjylland har dog sendt en række spørgsmål til Niels Ole Birk (V), som er udvalgsformand i Miljø - og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune.
»Jeg lytter til henvendelsen og vil tage spørgsmålene videre til forvaltningen, som vil undersøge mulighederne,« siger udvalgsformanden.