Fortsæt til indhold

»De andre ville jo sige, at jeg bare kan blive skilt«

Veteran Pårørendegruppen Randers er klar med masser af nye aktiviteter for veteraner og deres pårørende.

Samfund
sra

Der er mulighed for at tale med ligesindede om de værdier og de udfordringer, som det bringer at være i en nær relation med en veteran, der på godt og ondt har oplevet krigsindsats eller andre af verdens voldsomme brændpunkter, når Veteran Pårørendegruppen Randers mødes. Det fortæller gruppen i en pressemeddelelse.

Gruppen mødes jævnligt over en kop kaffe og eventuelt et strikketøj eller andet kreativt, for så glider de svære samtaler ofte lidt lettere.

Veteranerne har nogle oplevelser med i rygsækken, som man aldrig vil kunne sætte sig ind i, hvis man ikke selv har været en del af så voldsomme hændelser eller har den ekstremt intensive årvågenhed, som ophold i en krigszone medfører.

Som pårørende står mange med de samme udfordringer.

»Henne i håndboldklubben ville de andre jo sige, at jeg bare kan blive skilt,« sagde en kvinde for eksempel til en af gruppens hygge- og krea-aftener.

Der er situationer, hvor den nemme løsning ville være at sige »stop!«. Men man er jo sammen med veteranen af en grund. Derfor er det utroligt givende at være sammen med mennesker, der forstår - nogle gange uden at sætte ret mange ord på, står der i pressemeddelelsen.

Der er også arrangementer for både veteranerne og deres pårørende. Her i foråret er der blandt andet fastelavnsfest, en heldagstur til Legoland for hele familien og rundvisning i Daugbjerg Kalkgruber.

Nogle af arrangementerne er gratis, andre koster et symbolsk beløb, og hvis man er økonomisk udsat, findes en fair løsning. Man kan følge med på facebooksiden ’Veteran Pårørendegruppen Randers Støtteside’ eller tilmelde sig et nyhedsbrev på mail.