Ny rapport: Fredede orkidéer og beskyttede dyrearter udfordrer udvidelse af rute 15 på Djursland
En miljøkonsekvensvurdering, der netop er lavet for udvidelsen af motortrafikvejen mellem Bale og Tåstrup på Djursland, viser, at udvidelsen får betydning for beskyttede dyr og fredede orkidéer. Biolog maner til besindighed
Vejdirektoratet har netop afsluttet miljøkonsekvensvurderingen for udbygningen af Rute 15 mellem Bale og Tåstrup.
Projektet, som er en del af Infrastrukturplan 2035, har til formål at forbedre rejsetiden på strækningen, men nu viser det sig i vurderingen, at det også kommet til at indebære en række miljømæssige overvejelser.
Der er nemlig i området fundet flere strengt beskyttede bilag IV-dyrearter og en orkidé-art, som er fredet.
Blandt de fundne beskyttede dyrearter er vandsalamander, padder og flere arter af flagermus.
De er alle beskyttet af EU’s habitatdirektivs bilag IV, hvilket betyder, at deres yngle- og rasteområder ikke må påvirkes af anlægsprojektet.
Der er også fundet en orkidéart kaldet skovhullæbe.
I Danmark er alle orkidéer fredet, og Vejdirektoratet vurderer derfor i deres rapport, at det vil kræve en dispensation fra Miljøstyrelsen, hvis udbygningen af rute 15 skal blive en realitet.
Ikke det store drama
Hvad angår de beskyttede dyrearter, så er løsningen det, som direktoratet kalder afværgeforanstaltninger.
For eksempel vil Skrejrup Bæk blive omlagt, så den krydser vejen længere mod øst, og der vil blive etableret en faunapassage. Denne passage vil inkludere banketter, som kan bruges af oddere, der tidligere er set i området, og andre dyr til at passere under vejen.
Hvad angår orkidéen, så kræver det som skrevet en dispensation for at flytte planterne til erstatningsbiotoper i forbindelse med anlægsarbejdet.
Der er tidligere set eksempler på, at både orkidéer og beskyttede dyrearter har bremset anlægsprojekter, men det kommer næppe til at ske i dette tilfælde, mener biolog og naturrådgiver ved Danmarks Naturfredningsforening Anders Juel.
»Orkidéen er den allermest almindelige i Danmark og er udbredt i det meste af landet. Så jeg vurderer, at der relativt nemt kan indhentes en dispensation. Og jeg synes faktisk også, at Vejdirektoratets rådgiver i deres rapport kommer med fornuftige løsninger i forhold til bilag IV-arterne, så jeg ser ikke det store drama her. Det hele lyder langt henad vejen fornuftigt.«
Han understreger, at projekter, som det langs med rute 15, altid vil ødelægge natur, som i bund og grund har bedst af at blive liggende.
»Men det er jo altid en afvejning. Der er selvfølgelig en samfundsmæssig interesse, når man laver store infrastrukturprojekter, og det skal altid vejes op mod beskyttelsen af vores natur. Men i sådan en proces her er der heldigvis mange myndigheder indover, så der vil blive holdt godt øje med, at der ikke bliver lavet uoprettelig skade på meget sjældne arter eller beskyttede dyr.«
For mere information om projektet og miljøkonsekvensvurderingen kan interesserede besøge Vejdirektoratets hjemmeside på www.vejdirektoratet.dk/Rute15-MKV.
Projektet er lige nu i offentlig høring, og der kan frem til 17 marts indsendes høringssvar via hjemmesiden vejdirektoratet.dk/bale-taastrup.
Der er borgermøde på Rønde Højskole onsdag 19. februar.