Fortsæt til indhold

DIF på vej med anbefalinger: Skærme og sociale medier skal pakkes væk, når vi dyrker idræt

Skærme og sociale medier skal begrænses i idrætsaktiviteter og i holdkommunikationen, anbefaler Danmarks Idrætsforbund.

Samfund
sra

Vores børn og unge skal så vidt muligt skærmes fra techgiganternes algoritmer.

Det var konklusionen kort før jul fra en ekspertgruppe nedsat af regeringen, der lægger sig i slipstrømmen af debatten om børn og unges digitale trivsel.

De drøftelser har også fyldt i idrættens verden, og nu er Danmarks Idrætsforbund (DIF) på vej med en række anbefalinger, der skal gøre det nemmere at navigere for forbund og idrætsforeninger.

Det skriver DIF i en pressemeddelelse.

»Som Danmarks største børne- og ungeorganisation føler vi et ansvar for at skabe de bedste rammer om de gode oplevelser for vores 850.000 børne- og ungemedlemmer. Det er vigtigt, at idrætslivet er det frirum fra præstationer og fra at være ”på” hele tiden, som de unge oplever. Derfor anbefaler vi, at både skærme og sociale medier begrænses så meget som muligt både i selve aktiviteten og i kommunikationen med udøverne,« siger Frans Hammer, der er næstformand i DIF.

Dialogværktøj

Anbefalingerne kommer i kølvandet på DIF’s børne- og ungesyn og initiativet ”Fremtidens Idræt for Børn og Unge” støttet af A.P. Møller Fonden, hvor blandt andet den digitale trivsel er et fokus.

Anbefalingerne er det første tiltag for netop at tage hånd om den stigende digitale indflydelse.

»Vi ved heldigvis, at børn og unge har det allerbedst, når de er i foreningerne med deres kammerater og nogle dygtige voksne. Det samvær skal vi værne om. Vi håber, at vores anbefalinger kan blive en løftestang for både forbund, foreninger og forældre, for vi arbejder alle mod det samme mål om flest mulige glade børn og unge,« siger Frans Hammer.

Anbefalingerne skal nu gennem en runde med DIF’s forbund og ventes færdige i løbet af foråret 2025.

Om anbefalingerne

DIF mener grundlæggende, at foreningen skal være et skærmfrit rum, medmindre der er et klart læringsformål med brugen.

Det gælder både for udøverne, men også for trænere og forældre på sidelinjen.

DIF anbefaler at undgå at skabe tiltag, der skubber udøvere ind på platforme, der er designet til at fastholde børn og unges opmærksomhed.

Det omfatter blandt andet, at man ikke opretter tråde og grupper i Snapchat eller Facebook til at planlægge aktiviteter i foreningen. I stedet kan man holde sig på andre platforme til formålet som eksempelvis idrætternes egenudviklede apps eller tilbud som Conventus og Holdsport, som mange foreninger allerede benytter sig af i dag.

Derudover vil DIF indarbejde anbefalingerne i træneruddannelser og øvrige trænerudviklingstilbud.