Fortsæt til indhold

Dyresygdom kan sprede sig: Opfordrer til vaccination

Holder du kvæg, får eller geder bør du tage stilling til vaccination mod bluetongue inden længe.

Samfund
sra

I august sidste år blev Danmark ramt af det første tilfælde af sygdommen bluetongue, som angriber drøvtyggere som kvæg, får og geder. En sygdom, Danmark havde været fri for i mange år og som nogle dyreholdere måske husker hele landet blev vaccineret for i 2008.

Netop vaccination synes at være den bedste forebyggelse mod sygdommen, skriver Din Kvægpraksis ApS i en pressemeddelelse, hvor de opfordrer folk med dyrehold til at tage stilling til vaccination, inden dyrene skal på græs i foråret.

Bluetongue viser sig ved blandt andet sår i mundhulen, savlen, feber, halthed og hævede ben. Det virker til, at får bliver hårdere ramt end kvæg, men der kan være store produktionstab forbundet med sygdommen hos begge dyrearter. Sygdommen overføres med mitter, et meget lille stikkende mygge-lignende insekt, der suger blod på dyrene.

Da sygdommen overføres med mitter, er udegående dyr i størst risiko for smitte, da mitten lever i naturen. Der er dog set smitte til blandt andet malkekøer, der er på stald hele året. Insektafskrækkende midler til at bruge på dyrene har meget lidt effekt mod mitten, og derfor kan man ikke behandle sig ud af smitterisiko.

Der er i øjeblikket én vaccine på det danske marked, der kan bruges til får, geder og kvæg. Vaccinen skal gives én gang til får og to gange med tre ugers mellemrum til kvæg. Tre uger efter vaccinationen vil dyrene være beskyttede.

Ifølge dyrlægerne afhænger det af vejret, hvor tidligt på året mitterne bliver aktive, samt hvor hurtigt virus opformerer sig i mitten, så den bliver smittefarlig. Derfor anbefaler dyrlægerne at få vaccineret i god tid inden mitterne bliver aktive.

Anbefalingen er at vaccinere dyrene senest i marts for at være sikre på, at de er beskyttede, når smittespredningen begynder.

Dyrlægerne opfordrer til at man tager kontakt, hvis man er dyreholder og vil høre nærmere om muligheder og overvejelser vedrørende vaccination.