Fortsæt til indhold

Social Sundhed er kommet godt fra start og har brug for flere frivillige

Infoaften på Social og Sundhedsskolen i Grenaa.

Samfund

”Vi bygger bro for mennesker, som står i sårbare og udsatte positioner i mødet med sundhedsvæsenet, og vi uddanner frivillige, sundhedsfaglige brobyggere, som får kompetencer samt viden og indsigt i de forhold og barrierer, der skaber og vedligeholder den sociale ulighed i sundhed.”

Sådan præsenterede den landsdækkende forening Social Sundhed sig selv forud for, at den for et halvt års tid siden etablerede sig med kontor i Grenaa, hvor den holder til Sundhedshuset - fordi den mente, at der er noget at forbedre og arbejde med i Norddjurs.

Det er Anja Holt fra Bønnerup, der er projekleder for afdelingerne i Randers og Norddjurs, og hun kan fortælle om en god start i Grenaa og Norddjurs.

»Vi har nu været i gang i nogle måneder og oplever en stor interesse for vores indsats, der har til formål at mindske social ulighed i sundhed. Vi er etableret i et tværsektorielt samarbejde mellem Regionshospitalet Randers, Randers Kommune og Norddjurs kommune - og har kontor i staben på Regionshospitalet i Randers og i Sundhedshuset i Grenaa. Vores frivillige brobyggere – studerende og pensionerede sundhedsprofessionelle – gør en reel forskel for mennesker, der har brug for støtte i mødet med sundhedsvæsenet. De følger mennesker til aftaler, hjælper med at forstå og navigere i sundhedssystemet og skaber tryghed i en ofte kompleks situation. Vi ser allerede nu, hvordan indsatsen bidrager til færre udeblivelser, øget tillid til sundhedsvæsenet og et styrket samarbejde på tværs af sektorer,« fortæller Anja Holt.

I håb at få få fat i flere frivillige brobyggere i Norddjurs er der arrangeret en infoaften onsdag 26. februar klokken 19 på Social- og Sundhedsskolen i Grenaa, hvor man håber at se flere, som vil være flere frivillige brobyggere med en sundhedsfaglig baggrund.