Endnu en padelbane skyder op: »Vi vil samarbejde fremfor at konkurrere«
Der er masser af plads til endnu en padelbane, mener formanden for Åstrup I.F.
Åstrup Idrætsforening er gået i gang med at bygge en længe ventet padelbane.
Padelbanen der er af udendørs type, bygges tæt op af Åstrup Fritidscenter, og forventes færdig i starten af april måned.
Der har da også allerede vist sig stor interesse for at benytte banen, fortæller formand i Åstrup I.F. Jørgen Josefsen.
»Vi har rigtig mange børn og mange ældre som medlemmer, men mangler medlemmer i den aldersgruppe som er typisk brugere af en padelbane. Vi har sparet op til denne bane i flere år, og den bygges uden kommunalt tilskud. Kommunen har dog givet tilladelse til, at den bygges på jord ejet af kommunen,« siger formanden i en pressemeddelelse.
Sundhed og fællesskab
Formand for kultur- og fritidsudvalget Allan Gjersbøl Jørgensen (S) er også godt tilfreds med, at jorden kan bidrage til en ny fritidsaktivitet.
»Der er mange spændende tiltag i og omkring Åstruphallen som vi med glæde kan støtte fra politisk side, fordi det skaber aktivitet, sundhed og fællesskaber. Padel er en sport i vild udvikling i Danmark og internationalt. Det er derfor rigtig godt, at det nu også snart kan spilles lokalt ved Åstruphallen,« siger Allan Gjersbøl Jørgensen.
Plads til flere
Selv om der netop vokser mange padelcentre og -baner op, så vurderer formand Jørgen Josefsen, at der er rigelig plads til den nye bane.
»Vi er godt klar over, at der er flere padelbaner i Grenaa området, men i stedet for at konkurrere vil vi forsøge at samarbejde med disse. Vi er en forening og hos os skal man være medlem af foreningen for at spille. Vores bane er udendørs, og der kan være begrænsning på brugen af den i hårde vintermåneder, og derfor er det godt, at der andre steder i byen er padelfaciliteter til at benytte om vinteren,« siger Jørgen Josefsen.