Kø på E45 - til langt ind i 2026: Så mange ekstra minutter koster vejarbejdet dig
Der er fuld fart på udvidelsen E45 Østjyske Motorvej. Det samme er ikke helt tilfældet med trafikken. Men hvor slemt står det egentlig til med rejsetiden, når bilisterne skal passere de mange kilometer med vejarbejde? Det har Vejdirektoratet kigget nærmere på.
Man kommer ikke langt ad E45 Østjyske Motorvej, før man møder skilte med vejarbejde og beskeden om, at farten nu skal sænkes til 80 kilometer i timen.
Mere end 50 kilometer af den østjyske motorvej er lige nu i gang med at blive udvidet med et ekstra spor, og indtil de nye spor står klar, må bilisterne forvente længere rejsetid.
Men hvor meget ekstra tid skal bilisterne reelt sætte af, når de skal fra A til B ad E45 Østjyske Motorvej, mens vejarbejdet står på?
En ny måling fra Vejdirektoratet kan give dig et praj.
9-12 minutter
Begiver man sig ud på en køretur hele vejen mellem Vejle og Aarhus N, ser det lidt anderledes ud med rejsetiden.
Her ligger forsinkelsen som følge af vejarbejdet typisk på 9-12 minutter i dagtimerne, og i cirka 5 procent af tiden opleves der forsinkelser på mere end 20 minutter i forhold til en normal situation uden vejarbejde.
»Vi kan lige så godt være ærlige. Vejarbejde er – sagt på godt jysk – træls for trafikanterne. Men det er nu engang nødvendigt, hvis vi skal nå i mål med at få lettet trafikken og de lange køer i myldretiden. Og så har vi erfaret, at det – i tilfælde med vejarbejde – giver de bedste betingelser for trafikken at sænke hastigheden til 80 kilometer i timen på længere strækninger ad gangen. Det giver et bedre flow i trafikken uden elevatorkørsel, hvor trafikanterne hele tiden skal op og ned i fart,« forklarer Robin Højen Madsen, der projektchef i Vejdirektoratet.
Uheld, punkteringer og tabt gods
Når det alligevel kan ske, at man sidder i kø i mere end bare nogle minutter, kan det skyldes, at rejsetiden under et vejarbejde er mere følsom over for uheld og andre hændelser på motorvejen såsom tabt gods eller punkteringer.
Det gælder specielt på E45, hvor køresporene i forbindelse med vejarbejdet er smalle og nødsporet er blevet inddraget.
Sker der uheld, eller ligger der tabt gods på kørebanen, kan det hurtigt skabe lange køer – og da pladsen er trang, kan det tage længere tid, før det beredskab, der skal rydde op, når frem.
Bliver man fanget i et uheld i myldretiden, kan man risikere at skulle sidde i kø i alt fra 15 minutter til en time.
Husk udrykningskorridoren
For at undgå uheld og sikre at udrykningskøretøjer når hurtigt frem, hvis skaden er sket, er det afgørende, at trafikanterne er opmærksomme og husker de gode råd til kørsel ved vejarbejde.
»Og så skal trafikanterne huske at skabe en udrykningskorridor, når trafikken står stille, så eventuelle udrykningskøretøjer kan nå hurtigt frem, og vejen igen kan genåbnes.«
Vejarbejdet på E45 Østjyske Motorvej fortsætter, indtil de nye spor åbner med udgangen af 2026.