Rådmand om problemramte plejehjem: »Vi vil gøre alt, hvad vi kan«
Rådmand for Sundhed og Omsorg er klar med genopretningsplan for plejehjemmene i Generationernes Hus.
Medicinhåndtering og journalføring er opgaver, der bør være helt styr på, når man arbejder med ældre på plejehjem.
Det har dog ikke helt været tilfældet på de to plejehjem i Generationernes Hus i Aarhus. Det ene, Hus 9, fik for nylig alvorlig kritik fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Nu har det andet plejehjem, i Hus 3, fået et såkaldt påbud på grund af for dårlig pleje af de 57 beboere.
Som en konsekvens af situationen, lancerer rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Christian Budde (V), nu en genopretningsplan for plejehjemmene i Generationernes Hus.
Planen består af fem elementer, blandt andet en forstærkning af personalet, en særlig taskforce, der ugentligt skal følge op på situationen på plejehjemmene, og en ekstern part til at »kigge os over skuldrene,« som rådmanden formulerer det.
»Der har været tilbagevendende problemer i Generationernes Hus, og nu vil vi gøre plejehjemmene mere robuste. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at beboere og pårørende kan føle sig trygge. Mange har luftet bekymringer, og de bekymringer skylder vi selvfølgelig at tage dybt, dybt seriøst,« siger han til avisen.
»Den mest ambitiøse plan«
Christian Budde har, siger han, stadig tillid til potentialet i Generationernes Hus’ særlige støbning, men han er klar over, at han ikke kan knipse problemerne på de to plejehjem væk.
»Det bliver et langt og sejt træk, vil jeg tro, men man skal ikke være tvivl om, at vi er på bolden,« siger han.
Hvorfor har du ikke reageret noget før, Christian Budde?
»Vi har på to udvalgsmøder fået en orientering fra ældrechefen. Det er ikke usædvanligt, og når der er problemstillinger, er det noget, ledelsen på det enkelte plejehjem håndterer. Men her er problemerne vokset, og det, vi har sat i gang hidtil, har ikke været godt nok. Det er derfor, vi nu sætter gang i denne handleplan. Det er hele tiden en vurdering af, hvornår der skal noget ekstraordinært til.«
Hvordan vil du sikre dig, at noget lignende ikke sker igen?
»Man kan ikke politisk give nogle garantier, men jeg kan sige, at den her genopretningsplan er den mest ambitiøse plan, jeg har set i mine tre år som rådmand for Sundhed og Omsorg, og jeg synes, det viser, at vi tager det dybt alvorligt. Vi ser nogle helt klare røde flag hos personalet, og vi kommer til at følge udviklingen nøje.«
Kan du forestille dig, at genopretningsmodellen også kan komme på tale på andre plejehjem i Aarhus Kommune?
»Vi har omkring 50 plejehjem i Aarhus, og de fleste oplever, at der kan være nogle problemer, og dem håndterer man lokalt. Jeg har tillid til lederne på vores plejehjem, og jeg kan ikke nu se andre steder, hvor der er brug for et ekstraordinært element som det her.«