Nickoline har altid beskyttet sin lillesøster: »Det har kostet nogle ture på kontoret«

Nickoline Reincke på 16 år har altid holdt meget af sin lillesøster.

»Jeg har været meget udadreagerende. Jeg har slået folk og sagt, at de ”kraftedeme ikke skulle sige, min søster er mærkelig”. Jeg har aldrig skammet mig over, at Nanna er min lillesøster. Jeg har altid passet på hende,« siger hun, inden hendes mor Louise Reincke indskyder:

»Måske lidt for godt.«

»Jeg har et stærkt retfærdighedsgen og beskyttergen. Det har kostet nogle ture på kontoret,« siger Nickoline.

Nickolines lillesøster Nanna går på specialskolen Trekløverskolen. Det har hun gjort, siden hun startede i skole, for da Nanna ikke var ret gammel, blev hun diagnosticeret med autisme.

»Hvis ikke Nanna var kommet på Trekløverskolen, så skulle hun have gået på Asferg Skole og efter 6. klasse på Fårup Skole. Jeg har selv gået på de skoler, og det er selvfølgelig individuelt fra barn til barn, men jeg ved, at de skoler ikke ville kunne rumme hende,« siger Nanna og Nickolines far, Mikkel Hansen.

»De kan knap nok rumme børn uden diagnoser,« siger Nickoline Reincke.

Svært at komme væk

I dag går Nickoline Reincke på en ordblindeefterskole i Nordjylland.

»Det var faktisk svært at starte på efterskolen. Herhjemme er jeg vant til faste rammer, og der skal være struktur. Det har nok smittet lidt af. Det var svært i starten, fordi planerne godt kunne blive lavet om fra det ene sekund til det andet. Jeg skulle vænne mig til en anden hverdag,« fortæller hun.

At Nickoline er på efterskole har ikke ændret meget for familien, da strukturen og de faste rammer er nødvendige for Nanna. Men hvis Nickoline pludselig ikke kommer hjem, kan der opstå problemer.

»Nanna får det svært, når hun er træt, og hun kan godt blive ked af det. Især hvis tingene ikke går, som hun gerne vil, eller der er ændringer i planerne. Også når der er for mange mennesker. Jeg er på efterskole nu, og hvis jeg ikke kommer hjem, så kan jeg forstå, at det godt kan gå lidt galt,« siger hun.

På kælk efter crosseren

Når Nickoline er hjemme fra efterskolen, elsker hun at bruge tid sammen med sin lillesøster.

»Da der var sne, spændte jeg en kælk fast til vores crosser, og så kørte jeg med fuld fart ud ad grusvejen, mens Nanna sad i kælken,« fortæller hun og fortsætter:

»Nannas tidsfornemmelse er ikke så god, så hvis hun for eksempel spørger, hvornår vi skal af sted, så kan man ikke svare ”om lidt”. Det er der ikke noget, der hedder, for så spørger hun igen om to sekunder. I stedet skal man sige, at vi tager afsted om fem minutter.«

Nanna samler på modeltraktorer ligesom sin far – noget som Nickoline også har gjort lidt i. Derfor tager de nogle gange afsted på messe sammen.

»Det er ret nemt at sidde og snakke med folk. Det kan Nanna godt lide,« siger hun.

Meget bekymret

Da Nanna for en del år siden blev udredt, kunne Nickoline godt mærke, at forældrenes overskud ikke var stort. I de perioder, hvor de har skullet kæmpe for Nanna, har hun også kunnet mærke det. Men det betyder ikke, at hun har følt sig overset eller manglet sine forældre.

»Jeg har fodbold med mor, og hun har også været min træner, og jeg har hobbymesser med far, så jeg har mine ting med mine forældre,« siger hun.

Og på mange måder sætter hun stor pris på den kamp, som hendes forældre har været igennem for hendes lillesøster.

»Jeg er glad for, hun går på Trekløverskolen. Jeg har været meget bekymret for, om hun skulle blive mobbet. Mange af dem, jeg har gået i skole med, har brugt ordet autist som et skældsord. De bruger det for at sige, at man er dum og anderledes. Så jeg tror, det havde været udfordrende, hvis hun skulle være startet på en anden skole,« siger Nickoline og fortsætter:

»Jeg er blevet mobbet med, at jeg havde en mærkelig lillesøster. De kunne finde på at mobbe mig, hvis jeg var nogle steder med Nanna. Nogle har sagt til mig, at de ikke ville være i nærheden af os, fordi Nanna har en diagnose.«