Erhvervsfiskere frygter fremtiden i Bønnerup
Lystfiskere blev meldt ind få dage før generalforsamling og fik plads i bestyrelsen for Bønnerup Fiskeriforening.
Det er absolut ikke ukendt, at bølgerne kan gå højt i Bønnerup. Og ikke kun i havet ud for byen og havnen.
Men bølgegangen var usædvanlig høj, da der lørdag den 15. februar var indkaldt til generalforsamling i Bønnerup Fiskeriforening.
Her brød en flerårlig strid om, hvem der skal bestemme og have indflydelse i foreningen, ud i lys lue. Skal det som hidtil kun være erhvervsfiskere? Eller er der plads til bierhvervsfiskere, der har størstedelen af sin indtægt fra andet end fiskeri – og hvad med lystfiskeren med sin stang på molen? Har han noget at gøre i Bønnerup Fiskeriforening?
Det mener bestyrelsen i Bønnerup Fiskeriforening, så på lørdagens generalforsamling blev de aktive erhvervsfiskeres indflydelse klart forringet.
Kalder det et kup
13 af dem går så langt som til at kalde det et overraskende kup, at de nu kan se en fiskeriforening med bierhvervsfiskere og lystfiskere i bestyrelsen.
Sidste år måtte der holdes en ekstraordinær generalforsamling i fiskeriforeningen i Bønnerup, hvor der var enighed om at se fremad. Med enighed om, at der skal ses på vedtægterne og skabes en forening, som fiskerne kunne se sig som en del af.
Men nu er der skabt en konflikt så dyb, at man forventer at se flere af dem fremover, og den rejser også alvorlige spørgsmål om magt, økonomi og erhvervsfiskeriets fremtid i Bønnerup. Bønnerup Fiskeriforening er en del af Danmarks Fiskeriforening under Kreds Øst.
Det kom da også som en stor overraskelse, da den siddende bestyrelse på generalforsamlingen lørdag kunne fortælle, at man havde taget imod medlemskab fra 12 lystfiskere fra Bønnerup Strand Strandjagt- og Lystfiskerforening. Dermed kunne man sikre sig et flertal og få to af de nye medlemmer af fiskeriforeningen meldt ind i bestyrelsen.
Farvel til formand efter et år
Formanden for Bønnerup Fiskeriforening, Jimmy Kaagh, valgte på generalforsamlingen at sige farvel, et år før han var på valg, og kasserer Allan Monrad ønskede heller ikke genvalg. Men det gjorde Per Skødt Hansen, tidligere formand indtil generalforsamlingen for et år siden – og derfor nuværende bestyrelsesmedlem.
Han opnåede da også genvalg, mens de to ledige pladser blev besat af to af de nye medlemmer, lystfiskerne Jens Friis, der er kasserer i Bønnerup Strand Strandjagt- og Lystfiskerforening, og Olav Nielsen, der driver restaurant i Bønnerup.
Derimod blev der ikke plads i bestyrelsen til erhvervsfiskernes kandidat, Ejner Thomassen, der er den største erhvervsfisker i Bønnerup.
Men hvad med lystfiskerne? De bidrager slet ikke til fællesskabet! Hvordan kan de så blive medlemmer?13 lokale erhvervsfiskere i Bønnerup
Erhvervsfiskerne kalder det en katastrofe for fiskeriforeningen, fordi den har en stor del af sine indtægter fra erhvervsfiskerne. De peger på, at nu har de 12 lystfiskere samme rettigheder som erhvervsfiskerne, herunder ret til at bruge truck, leje båse i hallen til halv pris, bruge kølerum og andre faciliteter på havnen, som vedligeholdes og betales af erhvervsfiskernes fangstafgifter. Lystfiskerne kommer kun til at bidrage med deres kontingent på 600 kroner om året, og det kalder erhvervsfiskerne urimeligt.
Lang tids uenighed
Der har været uenighed om foreningens vedtægter mellem bestyrelsen og erhvervsfiskerne det seneste år. Den daværende bestyrelse ønskede ikke bierhvervsfiskere i foreningen, fordi de mente, at disse ikke bidrog nok til fællesskabet.
»Men hvad med lystfiskerne? De bidrager slet ikke til fællesskabet! Hvordan kan de så blive medlemmer?« lyder spørgsmålene fra erhvervsfiskerne.
Deres bud på et svar er, det kan de, fordi foreningens vedtægter er uklare, og der har ikke været nogen dialog mellem foreningen og erhvervsfiskerne. Uenigheden handlede udelukkende om erhvervsfiskere og bierhvervsfiskere, og lystfiskerne har aldrig været nævnt.
»Vi har dermed en tidligere bestyrelse, der handler mod bedre vidende. Resultatet er en splittet forening. Lystfiskerne har flertallet og kan forvalte de penge, som erhvervsfiskerne har opsparet gennem mange år. Erhvervsfiskerne er blevet skubbet ud af en bestyrelse, der ikke ønsker erhvervsfiskeriet i Bønnerup. Samarbejdet med Danmarks Fiskeriforening er blevet sat på prøve, da mange medlemmer nu er fritids- og lystfiskere,« skriver de 13 utilfredse erhvervsfiskere i et indlæg på FiskerForum.
Farvel til fiskeriet
De mener, at med dette sidste træk lukker man stille og roligt fiskeriet i Bønnerup.
»Erhvervsfiskerne søger væk, kutterne forsvinder, fiskehandleren må købe fisk udefra, og havnen mister en indtægt fra fiskerne. Man kan vist roligt sige, at man gjorde en fiskeriforening fortræd,« hedder det i indlægget.
Ejner Thomassen, der fisker med sin kutter ”RS 151 Ejca”, har på den lokale Facebook-side for Bønnerup kommenteret udviklingen således: »Lørdag den 15. februar blev jeg og en stor del af de øvrige erhvervsfiskere skubbet ud af bestyrelsen, da den siddende bestyrelse meldte 12 lystfiskere ind få timer før generalforsamlingen for at sikre sig flertal. Det betyder, at jeg nu står uden indflydelse, mens Jens Friis, kasserer i lystfiskerforeningen, og Olav Nielsen, lokal restaurantejer, har overtaget pladserne. Med al respekt personer, der aldrig har været i nærheden af et kompleks fiskerierhverv, der aktuelt er under massivt pres og store forandringer. Jeg håber, at de, der står bag denne manøvre, tænker sig om og kommer til besindelse. Beslutningen rammer ikke kun mig, men også mit mandskab – og alle hårdtarbejdende fiskere, der i forvejen kæmper for at holde gang i erhvervet.«
Der var da også stor spørge- og debatlyst på generalforsamlingen. Ikke mindst fra erhvervsfiskere, der ikke kunne forstå, hvorfor fiskere, der fisker med stang fra en mole, skal være med i en forening for erhvervsfiskere.
Danmarks Fiskeriforenings medlemsblad, Fiskeri Tidende, var som altid til stede på generalforsamlingen og fortæller, at de stridende parter ikke kom til enighed om, hvorvidt lystfiskere kan optages i en forening for erhvervsfiskere, og om det er i overensstemmelse med foreningens vedtægter.
Fiskeri Tidende fortæller, at da resultatet af afstemningen forelå for generalforsamlingen, fik det enkelte medlemmer til at forlade foreningens lokale i vrede.
Kom bag på landsformand
Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, var også til stede på generalforsamlingen i Bønnerup, og her gjorde han opmærksom på, at Danmarks Fiskeriforening er en forening for erhvervsfiskere, og at den seneste udvikling i Bønnerup Fiskeriforening kommer meget bag på ham. Han gjorde det også klart, at man ikke tidligere har taget stilling i de lokale stridigheder. Men Svend-Erik Andersen pointerede, at man organisatorisk kommer til at tage stilling til fremtiden for samarbejdsaftalen med lokalforeningen i Bønnerup.
Så måske er det sidste ord ikke sagt endnu.
Formand gennem 25 år
Spørger man Per Skødt Hansen, der har varetaget formandsposten i Bønnerup Fiskeriforening i sammenlagt 25 år, om hvordan han ser en løsning, som man kan leve med, lyder det kort og godt: »Det ved jeg ikke.«
Havde der kun været 300 kroner i kassen, ville der ingen ballade være.Per Skødt Hansen
Han mener, at striden også handler om økonomi – hvem der skal have råderet over formuen i Bønnerup Fiskeriforening.
»Havde der kun været 300 kroner i kassen, ville der ingen ballade være. Men for mig at se ønsker flere, at fiskeriforeningens værdier skal tilfalde Bønnerup Havn,« siger han
Per Skødt Hansen fortæller, at på den ekstraordinære generalforsamling i efteråret, skulle der deltagelse til af flere advokater for at rede trådene ud. Og fra juristerne lød meldingen, at vedtægterne i fiskeriforeningen ikke var fulgt med tiden, ligesom det blev slået fast, at hvis man står på molen med sin fiskestang, er man at betragte som fisker – og dermed har ret til at blive meldt ind i foreningen. Ellers ville man risikere en retssag. På endnu en ekstraordinær generalforsamling i januar prøvede man at ændre vedtægterne, så kun erhvervsfiskere har stemmeret, men det krævede to tredjedeles flertal, og det var der ikke.
Per Skødt Hansen frygter også for fiskerierhvervets fremtid i Bønnerup – men ikke af samme grund som den gruppe, der ikke fik valgt Ejner Thomassen ind i bestyrelsen. Hans bekymring går på de ændringer, der er gennemført, så man for eksempel ikke må fange stenbidere i hele 2025 – hverken som fangst eller bifangst. Og at der i Bælthavet og to områder i Kattegat lukkes ned for trawlfiskeri.