Klar opfordring: »Uden kunderne overlever bymidten ikke«
Det er vigtigt at stå sammen, lyder det fra cityforening.
I dag summer der af liv i Mit Hjerterum. Kunderne bladrer i tøjstativerne, og ekspedienterne hjælper med at finde den rette størrelse. Vi er i hjertet af Skanderborg, Adelgade.
Men om få måneder forvandles gaden udenfor til en byggeplads – og det skaber bekymring hos de erhvervsdrivende.
»Selvfølgelig er jeg bekymret. Når gademiljøet ændrer sig, ser vi ofte, at kunder holder sig væk – og halvandet år er lang tid,« siger Lone Löwenstein som både butiksindehaver og formand for Skanderborg Cityforening.
I 2023 flyttede Lone Löwensteinsin forretning fra den nordlige til den sydlige del af gaden. Og selvom de næste år bliver hårde for de erhvervsdrivende i midtbyen, har hun ikke fortrudt flytningen til større lokaler.
Hun ved, det bliver hårdt – og derfor har hun en bøn til både egne og resten af byens kunder.
»Vi håber, at kunderne stadig vil handle her – for uden dem overlever vi ikke,« lyder det fra cityformanden, der nyder de daglige snakke med sine kunder.
Dem vil hun ikke undvære.
»Vi er alle høje på energi, når vi får de gode oplevelser med kunderne – og det gør vi heldigvis dagligt,« siger Lone Löwenstein.
Derfor er de en vigtig brik i de kommende år.
»Uden kunderne overlever bymidten ikke.«
»Den yderste konsekvens, hvis det er en drastisk nedgang i omsætning, så har jeg ikke min berettigelse her i byen. Jeg kan ikke aflønne mit personale, hvis der ikke er en omsætning. Det ville jo betyde, at flere butikker end nu lukker. Jeg har også kunder, der spørger meget ind til, at det er ærgerligt, at der er mange butikker, der lukker. Det sker jo kun, fordi de ikke bliver brugt. Butikkerne lukker ikke på grund af velstand,« siger Lone Löwenstein med et skævt smil.
Gør noget ekstra
Lone Löwenstein ved godt, at butikkerne i midtbyen er nødt til at gøre noget ekstra i perioden med vejarbejde.
»Min erfaring, fra da de byggede om i den nordlige del af byen, er, at det var med dalende omsætning. Her skal jeg gøre noget ekstra for at holde liv i butikken og sikre, at jeg og personalet har en fremtid her. Vi skal som erhvervsdrivende skabe rammerne for, at de har lyst til at komme her – og følge med i, hvad kunderne efterspørger,« lyder det fra Lone Löwenstein.
Der skal nytænkes, mens gravemaskinerne arbejder på den anden side af de store glaspartier ned gennem Adelgade.
»Jeg har altid ønsket, at butikkerne samarbejder på kryds og tværs – det giver en bedre kundeoplevelse i min optik. Det tror jeg, vi kommer til at gøre mere i. Vi skal eksempelvis holde et modeshow med Pretty Curves på Café Noisette i marts. Sådan noget håber jeg vil udvikle sig med forskellige events rundtomkring,« lyder det fra cityformanden, der også slår fast, at en stor del af ansvaret ligger hos den enkelte butik.
»Vi kan som bestyrelse i Skanderborg Cityforening gøre rigtig meget, og kommunen kan hjælpe meget, men der ligger også et ansvar hos den enkelte butiksejer. Der skal være nogle, der tager initiativ til noget.«
Det er ikke det eneste, cityforeningen har tanker om i forhold til at komme bedst muligt ud på den anden side af arbejdet.
»Vi har selvfølgelig møder med butiksejerne, og vi har kigget på at finde midlertidige løsninger med eksempelvis skiltning, adgangsveje og kommunikation med kunderne,« siger Lone Löwenstein, der privat i sin egen butik længe har lavet små videoer fra sin butik.
»Det er jo for at nå ud til kunderne. Næsten alle har en mobil med sig, og Facebook er for mange det første, vi åbner om morgenen. Så det er en vigtig måde at komme ud til folket på. På den måde kan vi også orientere kunderne om det, der sker i byen. Vi kan vise det til folk og samtidig give dem et smil med på vejen. Det er klart, det bliver noget rod i en periode – det gør det for os alle sammen, men hvis vi med de her små videoer kan gøre os synlige og opmærksomme på, at vi er her, og at du som kunde skal huske at bruge os, så gør vi selvfølgelig det,« siger Lone Löwenstein, der mest af alt bare glæder sig til at komme på den anden side af vejarbejdet.
Rodet værd
»Vi glæder os helt vildt, til det er overstået. Det bliver fantastisk,« slår Lone Löwenstein fast og forudser endnu bedre arrangementer i gaden.
»Det bliver meget bedre rammer for arrangementerne efter ombygningen. Lige nu har vi svært ved at skabe pladsen, fordi så meget af Adelgade bliver brugt på vej i øjeblikket. Der er meget trafik igennem byen. Det er godt nok en lukket vej til vores arrangementer, men vi kommer alligevel til at kunne lave små stationer rundt i gaden, fordi der er skabt et miljø i forvejen. Det har vi ikke lige nu midt i Adelgade. Det er jeg helt sikker på, vi kommer til at få gavn af på sigt.«