Fortsæt til indhold

Åbner ny butik: »Vi har vendt det hele på hovedet«

Ung golfspiller åbner snart ny forretning. Først skal den lige have en stor makeover.

Samfund

Golfspillerne i Favrskov Kommune får snart en ny butik at handle i.

Efter en årrække med HGK Proshop har Hammel Golfklub besluttet at gå i en ny retning med deres proshop.

Derfor får butikken nu nyt navn og ny indehaver.

Bag disken står den talentfulde golftræner Tobias Bachmann, der overtog nøglerne tidligere på året. Med et bredt udvalg af golfudstyr, tøj og sko samt nye services som reparationer og specialtilpasset udstyr, lover han en butik, der kan møde golfspillernes behov.

Fra drøm til virkelighed

24-årige Tobias Bachmann tiltrådte i klubben som ny træner i marts 2024.

»Jeg sagde sidste år, at jeg på sigt gerne ville overtage butikken.«

Muligheden opstod dog langt tidligere end forventet.

De første varer er allerede ankommet, selvom der stadig er mere en end måned til den store åbningsdag. Foto: Mark Sigetty

»Så i august kom klubben og spurgte, om jeg ville lave et oplæg. Pludselig skulle jeg starte en virksomhed midt i golfsæsonen!«

Efter at have overtaget butikken 7. januar gik Tobias Bachmann straks i gang med en omfattende renovering. Sammen med sin kæreste og venner har han åbnet lokalet mere op, slebet og lakeret gulvet, malet vægge og opsat nyt inventar.

Derudover har han bygget et værksted, så kunder kan få repareret køller og udskiftet grips direkte i butikken.

TB Proshop tilbyder et bredt sortiment af golfudstyr og tøj fra blandt andre Wilson, Callaway, Titleist og FootJoy. Butikken vil have noget for enhver smag og prisklasse, fra neutrale farver til de mere farverige designs, fortæller Tobias Bachmann.

Foruden det store udvalg fortsætter butikken også med konceptet med leverandørdage, hvor golfproducenter præsenterer deres produkter og vejleder golfklubbens medlemmer. Den første eventdag er planlagt til den 10. april, og arrangementerne løber af stablen mere eller mindre hver måned.

Store ambitioner

Beliggenheden tæt ved driving rangen ser Tobias Bachmann som en stor fordel, og på sigt drømmer han om at udvide med et indendørs træningsrum med simulator.

»Om vinteren vil jeg gerne have et sted, hvor man kan træne indendørs. Min vision er, at man kan gå direkte fra butikken ind i studiet og arbejde på sit spil året rundt.«

I første omgang gælder det dog om at nå i mål inden den store åbningsdag, samt trænerarbejdet.

»Det fedeste ved at være træner er at se folk lykkes. Jeg ser det ikke som et arbejde – jeg får simpelthen løn for min hobby. Det bedste er, at jeg hver dag kan tage på arbejde velvidende, at jeg skal være på en golfbane. Ingen dage er ens – jeg møder nye mennesker, løser forskellige opgaver, og hvis der ikke er kunder, kan jeg selv tage en runde. Det er dét, der har fanget mig allermest. Jeg er selvstændig, men samtidig en del af klubben. Det er megafedt.«

Den 29. marts markeres den officielle åbning af TB Proshop med tilbud, konkurrencer og forfriskninger.

»Butikken kommer til at stå super skarpt, og vi ser frem til at vise medlemmerne, hvad vi har arbejdet på.«.

Læs meget mere om Tobias Bachmann og Hammel Golfklub her.

Golfshoppen skifter navn fra HGK Proshop til TB Proshop. Det er dog langt fra de eneste forandringer, man vil opleve i butikken. Foto: Mark Sigetty