Fortsæt til indhold

Flere letbanetog og afgange på vej: Region stiller garanti på 500 millioner kroner

Den stigende passagertrafik på letbanen kræver nye tog. Region Midtjylland stiller nu en lånegaranti på 500 millioner kroner.

Samfund

2024 var et rekordår for Aarhus Letbane med over 6,3 millioner passagerer.

Men i 2030 skal letbanen årligt kunne betjene 8-10 millioner passagerer.

Forretningsudvalget i Region Midtjylland har derfor besluttet at anskaffe otte nye letbanetog for at sikre regionens pendlere et bedre transporttilbud med hyppigere afgange.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

Beslutningen skal endeligt vedtages af regionsrådet på et møde 26. februar.

»Vi oplever en stigende efterspørgsel på letbanen, og det er afgørende, at vi kan tilbyde borgerne et attraktivt og effektivt kollektivt transportmiddel. Med denne investering sikrer vi, at letbanen med sine eldrevne tog kan følge med udviklingen,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Investering i nye tog og infrastruktur

Sammen med Aarhus Kommune stiller Region Midtjylland en samlet lånegaranti på en milliard kroner.

Regionen ejer halvdelen af Aarhus Letbane, mens Aarhus Kommune ejer den anden halvdel. De to parter deler regningen.

Af Region Midtjyllands bidrag, 500 millioner kroner, går cirka halvdelen altså til køb af otte nye letbanetog. 20,4 mio. kroner reserveres til etablering af blandt andet et krydsningsspor ved Rude Havvej i Odder.

»Investeringen i et nyt krydsningsspor er afgørende for at kunne implementere kvartersdrift på Odderbanen,« siger Bent B. Graversen (V), formand for regionens Udvalg for Regional Udvikling.

Odderbanen er betegnelsen for letbanestrækningen mellem Aarhus og Odder.

Den resterende del af regionens lånegarantien, 235,3 millioner kroner, skal dække mulige ændringer i infrastruktur, et nyt depot og et usikkerhedstillæg. Disse midler vil dog først blive frigivet, når udbuddet af de nye tog er gennemført.