Fortsæt til indhold

Nu kan Muni svare på alle dine spørgsmål

En intelligent udgave af chatbotten Muni er flyttet ind på kommunens hjemmeside.

Samfund
sra

Chatbotten Muni flyttede 20. februar ind på Randers Kommunes hjemmeside, hvor den med kunstig intelligens skal bidrage til bedre service. Det fortæller kommunen i en pressemeddelelse.

Hidtil har chatbotten alene været tilgængelig på udvalgte emner på hjemmesiden, som for eksempel pasbestilling. Nu kan Muni 2.0 hjælpe med svar på alle emner. Det betyder, at borgere og erhvervsliv nu hurtigere og mere præcist kan få svar på spørgsmål - uanset om det handler om affaldssortering, byggetilladelser, skoleindskrivning eller pasbestilling

Lanceringen af Muni 2.0 er en vigtig del af Randers Kommunes strategi om at forbedre den digitale borgerservice og sikre nemmere adgang til information for alle.

»Det skal være så enkelt som muligt for borgerne at finde svar på deres spørgsmål. Muni giver borgeren digital vejledning og støtte, og det frigør samtidig tid til, at personalet kan varetage mere komplekse opgaver,« siger Birgitte Guldberg, centerleder for Borgerservice, Ydelser & Digitalisering. Sammen med kommunikationschef Karen Balling Radmer har hun ansvaret for den nye digitale assistent.

Den nye muni chatbot bygger sine svar på en lang række informationer samlet i dens databaser, og som noget nyt bruger den også kunstig intelligens til at finde de rigtige informationer på hjemmesiden og svare i et sprog, der er let og nemt at forstå. Den kombination gør chatbotten i stand til at analysere og finde de mest relevante oplysninger på tværs af kommunens digitale indhold.

Randers Kommune er en ud af 40 kommuner, der tager den nye chatbot i brug. I første omgang betyder opgraderingen, at chatbotten kan besvare spørgsmål fra hele hjemmesiden.