Fortsæt til indhold

Mænd, gør kur - kvinder, nyd romantikken

Lad kærligheden blomstre året rundt med små romantiske gestusser, der holder gnisten levende og inspirerer næste generation.

Samfund
Rikke BennekouSexolog, socialpædagog og forfatte

Jeg var på vej på arbejde tidlig fredag morgen på Valentinsdag.

Det var mørkt, da jeg trillede ud af indkørslen.

Med varme i sædet og radioen tændt sad jeg og hyggede mig, mens solen lige så stille stod op med et rødligt smukt skær, som var det en bestillingsopgave fra hr. Valentin.

Ingen tvivl

Selvfølgelig var radioens helt store samtaleemne Valentinsdag, og værternes sprøde stemmer stillede et ikke helt uvæsentligt spørgsmål ud i æteren: Hvem har fået dig til at tro på kærligheden?

Jeg skulle ikke tænke ret længe, før svaret landede på min søster og min afdøde svoger.

De var afgjort dem, der fik mig til at tro på kærligheden, da de i deres ungdomsår fandt sammen.

Jeg var 9 år, mens de var 9 år ældre end mig, og jeg voksede således op omgivet af deres kærlighed.

I dem spejlede jeg mig i et kærligt, omsorgsfuldt og ligeværdigt forhold, og jeg oplevede dem flytte sammen, forlove og gifte sig, købe hus og få børn.

Jeg så det smukke, de havde sammen og spejlede mig i deres kærlighed.

At min egen kærlighedssti blev lidt mere kringlet var noget andet, men det var stadig deres kærlighed til hinanden, som fik mig til at tro på kærligheden.

Hvad blev der af romantikken?

Da min yngste og jeg fornyelig sad og så en amerikansk kærlighedsfilm fra 90’erne eller deromkring, stillede hun et for mig meget relevant spørgsmål: Hvorfor var mænd mere romantiske dengang?

Nu tænker jeg ikke, at vestens mænd nogensinde har været de mest romantiske modsat mænd i de mere sydlige lande, men jeg tænker måske, at meget af den romantik, der trods alt har været, stilnede af, da de traditionelle kønsroller gik af mode, og mænd og kvinder i ligestillingens navn fejlagtigt troede, at nu skulle vi være ens.

Det betyder i al sin enkelhed, at mændene stadig (meget) gerne må kurtisere og bejle til den kvinde, som de har udset sig.

Det behøver ikke at koste noget

Men når vi prøver at udviske forskellighederne imellem os, forsvinder polariteten også.

Polaritet er vigtig, og selv om kvinder og mænd er lige meget værd, så må vi ikke glemme at værne om de gammeldags dyder i et parforhold.

Det betyder i al sin enkelhed, at mændene stadig (meget) gerne må kurtisere og bejle til den kvinde, som de har udset sig.

Mænd må stadig gerne trække stolen ud eller holde døren på vej ind på den italienske restaurant uden, at det behøver at koste en bondegård.

De romantiske dyder behøver nemlig ikke at koste noget.

Overgiv jer

Men det kræver, at mændene tør tage teten, og at kvinderne til gengæld overgiver sig, så mændene også får lov til at være gentlemen.

Jeg vil nu også vove pelsen og påstå, at de fleste kvinder vil elske følelsen, når mænd både gør kur og er romantiske.

Der er vel en grund til, at vi kvinder sluger kærlighedsfilm og bøger råt.

Omvendt vil mange mænd med garanti også elske at komme hjem til en romantisk middag med levende lys på bordet og lidt lækkert musik på anlægget og ekstra dybe kys, som bringer os tættere på hinanden.

På den måde går romantikken begge veje.

Lad romantikken blomstre året rundt

Selv om der nu er et år til Valentinsdag igen, og du måske tænker, at du kan slappe af indtil da, så kan du altså godt tro om igen; lad den nu blomstre året rundt og hold på den måde kærligheden i live.

Overrask, forkæl og tryk på de knapper, som du ved vil gøre din udkårne glad og husk, at du er med til at videregive kærlighed og romantik, som en ny generation skal kunne spejle sig i, så de også får lov til at tro på både kærlighed og romantik.