Mindeord: Sognepræsten og vandringsmanden har nu snøret støvlerne for sidste gang

Vores sognepræst Gustav Eyermann i Vivild/ Vejlby sogne er afgået ved døden.

Gustav sov stille ind efter længere tids sygdom omgivet af sin hustru, børn og den nærmeste familie.

Gustav er efterfølgende blevet begravet fra Vejlby kirke lørdag 22. februar.

Gustav blev ansat som præst i Vivild/Vejlby sogne i 2009.

Inden da havde han været præst i Varmland/ Sverige, hvor han boede sammen med sin familie i fem år.
En periode, der kom til at præge hans liv i forhold til mennesker og ikke mindst natur og dyreliv.

Denne periode havde en stor plads i hans hjerte hele livet.
Det frivillige arbejde havde også en stor plads i ham hele livet.

Han havde, inden han blev præst deltaget i frivilligt arbejde i hjælpeorganisationer i Afrika, i Kroatien da landet brød sammen, for børn uden forældre, og i Hongkong på et Hostel for unge.

Han var et menneske fra starten med et stort socialt engagement og hjertet på rette sted for mennesker, der var udsatte.

Derudover har han rejst mange steder i verden. Det var også med til at forme ham, som det menneske han var, med den indsigt han besad om menneskers forskellige livsvilkår, og de problemer, det måtte medføre.

Han var også et naturmenneske, der elskede skov, strand og vandreture, samt den ro og fordybelse, det gav mulighed for.

I Vivild/ Vejby har Gustav altid været en præst, der var der, når der var brug for det med nærvær og indlevelse.

Han forstod også som præst at værne om sit private liv, der har så stor betydning og giver den styrke, der kræves af den udadvendte del af en præstegerning.

Gustav var en god indlevende præst for sine sogne med indlevelse, empati og rummelighed. Han var altid parat til at samarbejde med lokale organisationer og foreninger om det kirkelige arbejde, og der var altid bund og substans i hans prædikener.

At leve med en livstruende sygdom er en hård proces, som Gustav mestrede igennem mange år, inden han døde af sin sygdom. Han var ydmyg og taknemmelig overfor de mennesker, det involverede, og bevarede både livsmodet og sin humor til det sidste.

Han var en lyttende og støttende samtalepartner, når og hvor der var brug for det, og havde trods sin sygdom også overskud til at holde foredrag om det at leve med en livstruende sygdom.

Gustav var også en vandrer, der tog mange lange vandreture i ind og udland.

Vandringsmanden har nu snøret støvlerne for sidste gang og er vandret hjem til den Gud, der var pejlemærket og fundamentet i hans liv.

Gustav blev 53 år og efterlader sig sin hustru og to døtre.

Gustav vil være elsket og savnet både som præst og en god ven.

Æret være Gustav Eyermanns minde.